V: EU må bremse Tyrkiet i at sende flygtninge til Syrien

Hvis Tyrkiet sender flygtninge tilbage til Syrien, som Amnesty siger, må det bremses, lyder det fra Venstre.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen mener, det er "uacceptabelt, hvis Tyrkiet sender flygtninge tilbage" til Syrien. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

EU må med det samme tage sagen op med Tyrkiet og bede om en forklaring.

Sådan lyder det fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, i forbindelse med at Amnesty International anklager Tyrkiet for i strid med internationale regler at sende tusinde flygtninge tilbage til Syrien.

- Det er vigtigt at holde fast i, uanset om der er lavet en aftale mellem EU og Tyrkiet, så har Tyrkiet internationale forpligtigelser i forhold til at håndtere flygtninge på en god og ordentlig måde.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, hvis Tyrkiet sender flygtninge tilbage, før det sikkert, siger han.

Amnesty International har nærstuderet to tilfælde, hvor i alt 250 flygtninge ifølge Amnesty er blevet tvangsdeporteret tilbage over grænsen til Syrien.

Ifølge Michael Aastrup Jensen må EU derfor tage sagen op med Tyrkiet og bede om en forklaring og sørge for at sikre, at Tyrkiet ikke gør sådan noget igen.

- Når det er sagt, så er det jo ikke bare sådan, at Tyrkiet sender alle flygtninge tilbage. Der er jo over en million flygtninge fra nærområdet, som er i Tyrkiet. Og med den nye aftale med EU har Tyrkiet jo garanteret, at de vil tage hånd om flygtninge på en ordentlig måde.

/ritzau/