Hvis du sender en ansøgning om at få dansk statsborgerskab afsted i dag, så kan du regne med at få endeligt svar i februar eller april 2014.
Sagsbehandlingen for dansk statsborgerskab er nemlig 14-16 måneder. Det fremgår af et skriftligt svar fra justitsminister Morten Bødskov (S) til Folketinget.
Og det er alt for lang tid, mener Venstres indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen.
- Det er længe at gå og vente. Selvfølgelig tager det noget tid, for det skal være svært at få statsborgerskab, men jeg synes ikke, mere end et halvt år er rimeligt, siger Jan E. Jørgensen.
Han mener, at det er op til Justitsministeriet selv at nedbringe den lange sagsbehandlingstid, men V-politikeren vil nu stille en række yderligere spørgsmål for at få svar på, hvorfor det tager så lang tid.
Udskiftning af medarbejdere
I sit svar til Folketinget skriver ministeren, at man løbende forsøger at nedbringe sagsbehandlingstiden, og at de 14-16 måneder blandt andet skyldes, at 'der i det seneste år har været en vis udskiftning af kontorets medarbejdere'.
Også hos SF'sindfødsretsordfører Karina Lorentzen lyder det af meget, at ansøgere må vente mere end et år på svar.
- Jeg vil tage det op på vores næste ordførermøde, for det lyder umiddelbart af for lang tid, siger Karina Lorentzen og henviser til, at S-SF-R-regeringen det seneste år har afsat penge til, at behandlingstiden på en asylansøgning skal halveres.