Undersøgelse: Ulovlig sprøjtegift fra udlandet ender i danske haver

Miljøminister Kirsten Brosbøll skyder nu en oplysningskampagne i gang, der skal bremse haveejeres ulovlige import af sprøjtegifte.

Miljøministeren vil sætte en stopper for, at haveejere ulovligt henter sprøjtemiddel på den anden side af grænsen.

Danske haveejere er ikke blege for at tage skrappe midler i brug for at komme skadedyr og ukrudt til livs i haven.

Fire ud af fem haveejere købte sidste år myregift eller ukrudtsmidler for at shine haven op eller komme kryb til livs - og flere end hver tiende af dem, 12 procent, kørte til udlandet for at købe giften.

Det viser en ny undersøgelse fra YouGov, som Miljøministeriet har fået lavet blandt godt 1.000 husejere.

Starter oplysningskampagne

Men det er ulovligt at importere myregift eller sprøjtegift fra udlandet, og undersøgelsens resultater får nu miljøminister Kirsten Brosbøll (S) til at reagere.

- Jeg tror sådan set, at danskerne er lovlydige mennesker, der gerne vil passe på miljøet, men måske ikke er opmærksomme på, at selvom sprøjtemidlet hedder det samme i Tyskland, som det gør i Danmark, kan der være noget andet indhold i flasken, siger Kirsten Brosbøll, der nu skyder en oplysningskampagne i gang.

Og oplysning kan der være brug for, for undersøgelsen blandt haveejerne viser også, at langt de fleste ikke ved, at det er ulovligt at hente sprøjtegift hjem.

Glad for initiativ

- Det er det, vi skal gøre opmærksom på. Vi skal fortælle, at det er ulovligt at tage det med hjem, siger hun.

Hos Danva, Dansk Vand- og Spildevandsforening, kalder man den ulovlige import foruroligende.

For sprøjtemidlerne kan sive ned i jorden og forurene vores drikkevand.

- Man ved jo, at man i udlandet kan købe andre midler end herhjemme, og derfor er det ikke nødvendigvis sådan, at vi laver undersøgelser af, om de stoffer fra Tyskland findes i grundvandet, siger konsulent Claus Vangsgaard, der arbejder med sprøjtemidler.

Flere gå gerne forbud

En oplysningskampagne er et skridt i den rigtige retning, men Claus Vangsgaard så gerne, at man helt forbød brugen af gift mod ukrudt i private haver.

- Vi synes i hvert fald ikke, det skal bruges de steder, hvor der er en risiko for, at man forurener grundvandet, siger han.

Den udmelding bakker de tre vandselskaber HOFOR, Vandcenter Syd og Aarhus Vand op om.

Stod det til dem skulle privat brug af sprøjtegift til ukrudtsbekæmpelse i haver helt forbydes.

- Der er en særlig problemstilling i haverne, for når private bruger det, er det for eksempel på havegange og flisearealer, og der bliver sprøjtegiften simpelthen ikke nedbrudt hurtigt nok, og der er en forhøjet risiko for, at den når ned til grundvandet, siger Bo Vægter, der er geolog i Aarhus Vand.

Minister ikke klar til forbud

Fund af sprøjtemidler det, der oftest lukker boringer i Aarhus, fortæller han.

- Der er virkelig grund til at tage det seriøst og gøre en indsats for at hindre, at vi får en yderligere forurening af vores grundvand, siger han.

Kirsten Brosbøll er dog ikke klar til forbud.

- Jeg synes, man så vidt muligt skal undgå bekæmpelsesmidlerne, men hvis man køber dem i Danmark, er det blandet op, så det ikke er farligt for grundvandet eller helbredet, og for dem, der er koncentreret, har vi sikret, at der altid følger en vejledning med, siger hun.