Det er ikke kun antallet af ministre med forskelligt partibogstav, der ændrer sig, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) rokerer rundt på sine ministre.
Også balancen mellem kvinder og mænd rykker sig i mændenes retning. Faktisk falder antallet af kvinder fra 10 til 8 i, mens resten af regeringens 12 minstre er mænd.
Det skyldes i høj grad, at både Sundhedsministeriet, Transportministeriet og Socialministeriet får nye mandlige overhoveder i form af henholdsvis Nick Hækkerup (S), Magnus Heunicke (S) og Manu Sareen (R).
Før sad de tre kvinder Astrid Krag (S), der i sidste uge var SF'er, Pia Olsen Dyhr (SF) og Annette Vilhelmsen (SF) ellers på disse poster.
Der kommer dog nye kvinder til fadet i Uddannelsesministeriet, hvor Sofie Carsten Nielsen (R) erstatter Morten Østergaard (R).
Og i Miljøministeriet, hvor den store overraskelse Kirsten Brosbøl (S) overtager posten fra en anden kvinde, nemlig Ida Auken (R). En Auken, der var SF'er indtil i fredags.
Faldet i østrogen bliver bemærket
Der gik heller ikke længe, før den ændrede kønsfordeling blev bemærket på det sociale medie Twitter søndag aften. Allerede inden alle ministrene var faldet på plads, skrev tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF):
- Færre kvinder i regeringen nu - er det deres kønspolitiske statement?
Det blev straks kommenteret af det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe:
- I kunne jo bare være blevet.
Og også gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll blandede sig i debatten i løbet af aftenen:
- præcis 40 % - lidt mere end den første SRSF-regering... But who cares? De vælges vel efter evne?
De øvrige ministre
Skatteministeriet beholder mængden af testosteron på ministertaburetten, som overtages af Morten Østergaard (R), mens Jonas Dahl (SF) går af. Det samme gør sig gældende i Udenrigsministeriet, hvor Holger K (SF) siger tak for nu, og Martin Lidegaard (R) tager over.
En anden overraskende udnævnelse er Mogens Jensen (S), der bliver ny Handels- og udviklingsminister, mens Rasmus Helveg Petersen (R) bliver ny Klima- og energiminister.
En kvinde, der til gengæld bliver på posten, er Marianne Jelved (R), som fortsætter i kulturministeriet, men samtidig også overtager Kirkeministeriet.
10 ministre bliver, hvor de er
Udover de 10 nye ministre, fastholder 10 andre ministre deres ministerier:
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) Finansminister Bjarne Corydon (S) Justitsminister Karen Hækkerup (S) Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) Undervisningsminister Christine Antorini (S) Fødevareminister Dan Jørgensen (S) Boligminister Carsten Hansen (S), som oveni får ministeriet for Nordisk Samarbejde
Helle Thorning-Schmidt præsenterer sine nye ministre for dronningen mandag.