Uffe Ellemann-Jensen: 'Gamle formænd og farmænd skal lade være med at blande sig'

Men den tidligere Venstre-formand har dog ét godt råd til sin søn.

Far og søn omfavnede hinanden, da det stod klart, at Jakob-Ellemann træder i sine fars fodspor som ny formand for Venstre.

Uffe Ellemann-Jensen sad på første række ved Venstres ekstraordinære landsmøde, da hans søn, Jakob Ellemann-Jensen, i dag blev valgt som partiets nye formand.

Men selv om Ellemann senior har godt 14 års erfaring som netop formand for Venstre, har han ikke tænkt sig at give junior gode råd og anvisninger.

- Hvis han spørger, kommer jeg med råd. Men ellers står jeg ved det, jeg har sagt: Gamle formænd og farmænd skal lade være med at blande sig, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Hårdt presset vil den 77-årige Venstre-veteran dog gerne dele ét råd:

- Det allerbedste råd, jeg kan give ham, det er, at han skal være sig selv - og kunne holde ud at se sig selv i spejlet hver morgen. Det har han hidtil levet op til.

Havde du set det her komme for et par år siden?

- Nej, ikke så hurtigt. Det tror jeg ikke, der var ret mange, der havde. Ikke så hurtigt. Jeg havde nok set, at det bar den vej, men som han også selv antydede, så måtte det godt have taget lidt længere tid, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Far, mor og kone på første række

Udover sin far havde Jakob Ellemann-Jensen også sin mor, Alice Vestergaard, og sin kone, Anne Marie Preisler, med til det ekstraordinære landsmøde.

- Det er ret overvældende og helt fantastisk, sagde Anne Marie Preisler lige efter hendes mand var blevet valgt til formandsposten - og dermed nu også er statsministerkandidat.

- Jeg tror aldrig rigtig, man er forberedt på det. Men vi kommer nok til at se lidt mindre til ham, og det er vi selvfølgelig kede af. Men opbakningen er rørende, sagde hun.

Efter udnævnelsen gav de tidligere Venstre-formænd Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen hver deres videohilsen på storskærmen til landsmødet.

Af de tre var det kun Uffe Ellemann-Jensen, der var til stede i Herning.