Uffe Elbæk om det første borgerforslag: Det er en stor dag for demokratiet

Danmarkshistoriens første borgerforslag får forhåbentlig flere til at engagere sig i politik, mener partilederen.

Alternativets partileder. Uffe Elbæk, glæder sig over, at Folketinget skal stemme om det første borgerforslag nogensinde. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Der er ikke meget, der kan få armene ned hos Alternativets partileder, Uffe Elbæk, i dag.

- Jeg synes, det er en fantastisk dag, siger han.

Den gode stemning har ramt Alternativets gang på Christiansborg, fordi et borgerforslag i dag har nået 50.000 underskrifter. Og det betyder, at vi i dag skriver Danmarkshistorie. Det bliver nemlig første gang, at et borgerforslag når hele vejen til Folketingssalen, hvis et folketingsmedlem vælger at fremsætte forslaget for Folketinget.

- Det er en stor dag for demokratiet, siger Uffe Elbæk.

Forslag om at afskaffe uddannelsesloftet

Forslaget går ud på at afskaffe uddannelsesloftet, som begrænser de studerende til at tage en uddannelse på lavere eller samme niveau. Det som også er kendt som dobbeltuddannelse.

Det var Alternativet, der foreslog, at borgerne skulle have mulighed for at stille et borgerforslag til Folketinget. Og da forslaget blev vedtaget sidste år, blev det bestemt, at når forslaget 50.000 underskrifter, så skal politikerne altså stemme om det.

Mere engagement

Uffe Elbæk håber, at det kan få endnu flere danskere til at engagere sig i politik.

- Jeg er bekymret for den mistillid, der er mellem borgerne og de folkevalgte på Christiansborg. Og det er bekymrende, hvor få der vil være med i et politisk parti. Så det her er jo en måde at diskutere, hvordan vi skaber mere politisk arrangement, siger Uffe Elbæk.

Grunden til at alternativet foreslog, at borgerne skulle have mulighed for at bringe en dagsorden ind på Christiansborg bunder i det omstridte salg af Dong. Lyder det fra Uffe Elbæk.

- Her nåede vi jo op på over 50.000 underskrifter, der var imod, at man skulle sælge Dong. Og den diskussion burde vi jo have haft i salen. Og have haft endnu mere demokratisk tryk på.

Ikke flertal bag forslaget

Men selvom der i dag er skrevet danmarkshistorie med det første borgerforslag nogensinde på vej i Folketinget, så ser det alligevel en kende sort ud for de studerende.

For der er ikke et flertal bag forslaget om at afskaffe love, der forbyder dobbeltuddannelse. Både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har alle meddelt, at de ikke vil stemme for en ændring af uddannelsesloftet. Alligevel er det vigtigt at tage stilling til borgernes ønsker, lyder det fra Uffe Elbæk.

- Politiske dagsordener flytter sig, hvis man kan mærke, at det betyder noget for befolkningen. Og jeg har politiske kolleger, der siger, at det her ikke betyder noget, fordi der ikke er et flertal. Men jeg tror inde i hjertet som politiker, så ved man godt, at hvis der er tilstrækkeligt nok, der ønsker det her, så bliver man nødt til at forholde sig til det.

Så I er populister?

- Nej, men når så mange ønsker, at vi ændrer dagsordenen, så er vi nødt til at forholde os til det. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg ændrer mening, men jeg synes, at debatten er vigtig, siger Uffe Elbæk.