Uffe Elbæk efter krisemøde om krænkelser: Vi burde have handlet tidligere

Alternativet varsler grundig undersøgelse af sager om krænkelser i partiet.

Uffe Elbæks nuværende særlige rådgiver, Mikkel Nørskov, genansatte en medarbejder, der ellers var blevet afskediget efter en anklage om et seksuelt overgreb. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Klokken var omkring midnat, før Alternativet i aftes var færdig med et krisemøde på Christiansborg, hvor blandt andet to sager om seksuelle krænkelser i partiet var blevet diskuteret.

- Vi har diskuteret, om vi har har håndteret det her godt nok. Personligt må jeg sige, at i bagklogskabens lys, så er der ting, vi burde have handlet på tidligere, siger Uffe Elbæk efter mødet uden dog at ville uddybe, hvilke ting der er tale om.

De to sager er kommet frem i artikler i Jyllands-Posten. Den ene handler om en ældre medarbejder, der sidste år blev anklaget for et seksuelt overgreb på et yngre partimedlem.

Genansat trods sag om krænkelser

Sagen blev meldt til politiet, og medarbejderen blev afskediget, men kort efter genansat i projekt i udlandet af Mikkel Nørskov, der er tidligere leder af partiets Christiansborg-ansatte og i dag er Uffe Elbæks særlige rådgiver.

Den anden sag drejer sig om en ledende medarbejder, der har fået en skriftlig advarsel for flere episoder, hvor vedkommende ifølge Folketingsmedlemmer optrådt seksualiserende.

Konkret handler det ifølge Jyllands-Posten om et klap i røven, gramseri ved en fest og en episode, hvor den pågældende var beruset og optrådte grænseoverskridende over for en underordnet. Derudover fortæller en person med tilknytning til Alternativets ungdomsmiljø om flere eksempler på grænseoverskridende adfærd fra enkelte personer i partiet over for yngre kvinder.

- Jeg bliver da også klogere, når der kommer sådan en artikel ( Jyllands-Posten, red.) og det skærper min opmærksomhed på, om vi gør det godt nok, siger Uffe Elbæk.

Alternativet har sat gang i en undersøgelse af sagerne, og Uffe Elbæk vil endnu ikke svare på, om det kommer til at få konsekvenser, at den politianmeldte medarbejder blev genansat.

- Vi skal se det her godt og grundigt igennem og se, om der er begået fejl, og hvis der er, om der så skal være konsekvenser af det, men vi tager os den tid, der skal til, siger Uffe Elbæk, der siger, at han ikke selv var klar over, at medarbejderen var blevet genansat.

Er der et problem i Alternativet med mandlige medarbejdere, der ikke kender grænserne over for yngre kvindelige medarbejdere?

- Det vil jeg have svært ved at kommentere på. Jeg kender de to sager, der ligger et år eller halvandet år tilbage, og som vi også har handlet på, men hvis der kommer nye sager op, så vil det blive taget lige så seriøst, som det vi har gjort i de to sager.

Nye tiltag

Ifølge gruppeformand René Gade er oplysninger om problemerne i partiet kommet frem over den sidste måneds tid.

- Hændelserne i Jyllands-Posten og de andre rygter, jeg også har hørt, og de andre sager, hvor jeg har fået bekræftet, at der har været noget om snakken - noget der er blevet håndteret og noget, der ikke er - er det enslydende bare, at vi må sikre, at vi har en konsekvens, hvis der er grænseoverskridende adfærd i vores ellers professionelle stab, siger han.

- Det skal vi have sikret og finde ud af, hvordan vi gør, siger han og tilføjer, at partiet vil indføre medarbejderhåndbøger og allerede har fået tillidsrepræsentanter.