Udviklingsminister om ulandsbesparelse: Det skærer en minister i hjertet

Den humanitære bistand og nærområdeindsatserne går fri af besparelse.

- Det er da noget, der skærer en minister i hjertet.

Sådan lyder reaktionen fra udviklingsminister Mogens Jensen (S), efter regeringen her til aften sammen med SF og EL har fundet en milliard kroner til ekstraregningen for de mange asylansøgere, der er strømmet ind i Danmark i 2014.

Den skal nemlig tages fra ulandsbistanden i 2015.

Men Morgens Jensen (S) lover, at det ikke rammer flygtninge ude i verden, der har behov for hjælp.

- Vi har med aftalen besluttet at friholde den humanitære bistand og nærområdeindsatserne, da der er et massivt behov for hjælp, forklarer han.

Afviser at kalde det en besparelse

Mogens Jensen (S) afviser at se aftenens aftale som en besparelse på ulandsbistanden.

- Den samlede bistandsramme udvides. Men flere penge bruges herhjemme i stedet for ude i udviklingslandene, forklarer han til DR Nyheder.

Betyder det, at Danmark lukker projekter i udviklingslandene?

- Det betyder, at vi kommer til at aflyse færre aktiviteter, end hvis vi skulle have finansieret den samlede asylregning på 2,5 milliarder kroner, som det ellers var stillet os i udsigt, svarer Mogens Jensen (S).

EU-milliard skal betale for asylansøgere

Delaftalen er en del af finanslovsforhandlingerne, som nu er gået ind i deres afsluttende fase.

Med den skal der spares en milliard kroner i ulandsbistanden og om nødvendigt endnu 500 millioner kroner.

Samlet set har SR-regeringen og de to støttepartier dermed fundet 2,5 milliarder kroner til at betale næste års regning for et øget antal asylansøgere.

Udover at skære i ulandsbistanden kommer en stor del af pengene fra den såkaldte EU-milliard. Det er penge, som Danmark får igen efter at have betalt for meget kontingent til EU.

Ministeren: Det er 'en midlertidig situation'

Men Mogens Jensen (S) mener ikke, det kommer til at koste for de fattige.

- Der er ingen tvivl om, at her i 2015 er vi nødt til at skalere ned på aktiviteter ude i verden, siger udviklingsministeren.

Han forsikrer om, at han betragter det som en midlertidig situation, og at der kun er tale om, at projekter udskydes.

- Det bliver på en sådan måde, at vi kan skalere op, når der bliver økonomisk råderum igen, hvad vi regner med i 2016, understreger Mogens Jensen (S).

20.000 asylansøgere til Danmark

Antallet af asylansøgere til Danmark har fyldt meget i debatten dette efterår og ikke mindst i finanslovsforhandlingerne, som altså endnu ikke er faldet samlet på plads.

Ifølge Finansministeriet udløser det en ekstraregning på 4,5 milliarder kroner, at man i 2014 og 2015 forventer omkring 20.000 asylansøgere - et tal der flere gange er blevet opjusteret.

Regeringen har tidligere sagt, at den ville finde 2,5 milliarder af ekstraregningen på udviklingsbistanden, men det har SF og Enhedslisten fra start været meget imod.

Se interviewet med Mogens Jensen i videoen i toppen artiklen.