I den lille by Kalvehave på Sydsjælland har beboerne ikke opgivet kampen for at forhindre, at de bliver naboer til et center for udviste kriminelle.
En gruppe på omkring 400 borgere var her til formiddag mødt op på Kalvehave Havn, hvor der sejler en færge til øen Lindholm, der skal huse udrejsecenteret. Det skete for at vise deres utilfredshed til en gruppe politikere fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, der i dag besøger øen.
- Jeg er her, fordi det er helt uhørt med Lindholm. Det er både uforsvarligt økonomisk og en menneskeretslig skændsel. Det gælder både lokalbefolkningen og de mennesker, man vil spærre inde på Lindholm, siger pensionisten Christian Rosdal, der er mødt op for at protestere.
Men hvor skulle de udviste ellers være?
- Det ved jeg ikke. Jeg har set et forslag om, at hver kommune i landet tog sig kærligt af en af dem og overholdt menneskerettighederne. Det kunne man måske gøre.
DF: I hele landets interesse
Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte i forbindelse med finansloven, at kriminelle udviste udlændinge på tålt ophold fra 2021 skal bo på Lindholm i Stege Bugt, indtil de kan sendes hjem.
Den beslutning er Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, klar til at forsvare, når han i dag ved 14-tiden skal møde borgere og lokalpolitikere.
- Vi er her for at høre, hvad folk har på hjerte. Jeg kan virkelig godt forstå, at der er folk i lokalområdet, der ikke synes, at det er verdens bedste idé. Men når vi gør det, er det, fordi vi vurderer, at det samlet set er i hele landets interesse, siger Martin Henriksen.
Han tilføjer, at der vil komme ekstra politi til området.
- Og så håber vi på sigt, at de bliver frihedsberøvet ude på øen, så de slet ikke kommer ind på land, siger DF-ordføreren.
Udvalget skal nu ud og besigtige øen, og derefter skal landspolitikerne mødes med en borgergruppe samt repræsentanter for Vordingborg Kommune og både politiets og fængselsbetjentenes fagforeninger.