Alle danskere bør forlade Ukraine.
Det er meldingen fra udenrigsminister Jeppe Kofod på et pressemøde her til aften.
- Vi frygter, at Rusland gør alvor af sine helt urimelige og vanvittige trusler mod Ukraine og bruger militær magt mod landet, siger han.
Derfor har man - i koordination med andre lande - valgt at opfordre folk til at forlade landet.
I samme omgang er meldingen fra regeringen også, at man fraråder alle rejser til Ukraine.
Som tingene er lige nu, er det stadig muligt at komme ud af landet med eksempelvis tog, bus, fly eller bil, siger udenrigsministeren. Derfor skal man gøre brug af de muligheder, mens det stadig kan lade sig gøre, lyder meldingen.
- Vi kan ikke garantere, at man kan gøre det fremadrettet, siger udenrigsministeren.
Han advarer også om, at hvis man vælger at blive i Ukraine på trods af opfordringen, så har Danmark kun "begrænsede muligheder" for at hjælpe, hvis der skulle ske noget.
Forstå konflikten mellem Rusland og Ukraine med videoen her:
Ambassaden er åben
Man ved ikke præcist, hvor mange danskere der er i Ukraine lige nu. Men omkring 200 danskere har på den såkaldte danskerliste i Udenrigsministeriet oplyst, at de er i landet.
Ifølge Jeppe Kofod arbejder Danmark og andre lande gennem de diplomatiske kanaler for, at situationen ved den ukrainske grænse udvikler sig.
- Men vi er nødt til at planlægge ud fra, at Rusland kan finde på at gøre alvor af truslerne.
Den danske ambassade i Ukraine bliver til gengæld ikke ryddet endnu.
- Vi har dygtige diplomater til stede i Ukraine, som kan hjælpe de danskere, der er der. Men jeg vil understrege, at situationen kan ændre sig hurtigt.
Flere andre lande har givet samme besked til deres borgere tidligere i dag. I morges dansk tid var det den amerikanske præsident, Joe Biden, der opfordrede amerikanere til at komme ud af landet.
- Tingene kan hurtigt gå amok i Ukraine, sagde han.
I samme omgang fik han også advaret om, at USA ikke har tænkt sig at sende soldater ind for at redde amerikanere i Ukraine, hvis der skulle komme en krig eller en russisk invasion af landet.
Siden har lande som Norge, Holland og Storbritannien også bedt folk komme ud af landet og frarådet rejser til Ukraine.
Her til aften dansk tid holdt Joe BIdens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, også et pressemøde, hvor han fortalte, at amerikanerne ikke ved, om Vladimir Putin endnu har besluttet sig for at angribe Ukraine.
Men hvis han tager beslutningen, vil det starte med et luftangreb, lyder vurderingen fra Jake Sullivan.
Hvornår det eventuelt kunne ske, havde han heller ikke et præcist bud på.
- Men jeg ønsker at sige det klart: at den (en invasion, red.) kunne begynde under de vinter-OL trods alle spekulationer om, at det kun ville kunne ske efter OL, sagde han ifølge Ritzau.
Vinter-OL slutter i næste weekend.