Udbetaling Danmark får lov til at undersøge kærester og samboer

Udbetaling Danmark får lov til at samle og videregive private oplysninger til kommunerne for at finde sociale bedragere.

Samkørsel af registre kan nu også omfatte samleveren og andre i husstanden, og Udbetaling Danmark kan videregive oplysningerne til kommunen (arkivfoto). (© colourbox)

Modtager du for eksempel folkepension, barselsdagpenge eller børnetilskud, kan den selvejende kontrolmyndighed Udbetaling Danmark indhente og samkøre en lang række oplysninger om dig og din ægtefælle - og uden dit samtykke sende rent private oplysninger videre til kommunerne.

En lov, der netop har været i høring, udvider Udbetaling Danmarks beføjelser for at sikre, at sociale ydelser bliver udbetalt retfærdigt, skriver Jyllands-Posten.

I fremtiden vil Udbetaling Danmark blandt andet også kunne indhente og videregive oplysninger om de nuværende 2,7 millioner ydelsesmodtageres formodede samlevere og husstandsmedlemmer.

Føjer flere hundrede på undringsliste

Loven møder kritik fra en række iagttagere, herunder Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, der har gennemgået lovgrundlaget for Udbetaling Danmark.

- Det er meget vidtgående, at man indhenter og deler personfølsomme informationer om så mange helt almindelige danskere, der endda ikke har været under nogen konkret mistanke, siger han.

Udbetaling Danmark føjer hver måned hundredvis af danskere til en såkaldt undrings-liste. Her risikerer man at ende, hvis kontrolmyndigheden har mistanke om, at man uretmæssigt modtager en ydelse.

V stemte for men er nu betænkelig

Udbetaling Danmark tager blandt andet udgangspunkt i oplysninger fra cpr-registret, Bygnings- og Boligregistret og indkomst- og skatteoplysninger, skriver avisen.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, stemte selv for den nuværende lov på området, men er nu betænkelig ved Udbetaling Danmarks nuværende og kommende beføjelser.

Socialminister Manu Sareen fastholder, at det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå fejludbetalinger.

/ritzau/