Fremover skal det ikke være eksamenspapirer fra de fineste universiteter eller arbejde i hjælpeorganisationer, der skal afgøre, om udlændinge kan blive familiesammenført i Danmark.
I dag præsenterer justitsminister Morten Bødskov et lovforslag, der gør op med det pointsystem for familiesammenføring, som den tidligere regering indførte.
24-årsreglen vil stadig gælde - det er den regel, der forhindrer familiesammenføring, hvis en af ægtefællerne er under 24 år. Tilknytningskravet består også - det indebærer, at parrets samlede tilknytning til Danmark skal være væsentligt større end tilknytningen til et andet land.
Nye krav til danskkundskaber
- Vi får en udlændingepolitik, som kommer tilbage til midten af dansk politik, så der stadig er styr på tilgangen, hvor der er en 24-årsregel og et tilknytningskrav, men også hvor vi i fremtiden vil bruge udlændingeloven til i højere grad at fremme integrationen, siger Morten Bødskov til DR Nyheder.
Som et nyt adgangskrav vil regeringen indføre en danskprøve. Den skal vise, at ansøgeren målrettet arbejder på at integrere sig her i landet.
- Når man får familiesammenføring, er det vigtigt, at man kan begå sig i det danske samfund. Det indebærer, at man kan det danske sprog, og derfor sætter vi samtidig ekstra ind for at styrke danskundervisningen, siger Morten Bødskov.
Ekstra point for fine universiteter
Der var kraftige reaktioner, da Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti indgik aftalen om pointsystemet i november 2010.
Reglerne var ifølge Europarådets menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg, så stramme, at han kaldte det et direkte "brud på menneskeretskonventionerne".
Pointsystemet giver blandt andet flere point for videregående uddannelser og for at have studeret på de 20 bedste universiteter i verden. Desuden tæller sprogkundskaber, erhvervserfaring og humanitært arbejde.
Tilstrømning som før 2011
Morten Bødskov kan ikke sige, hvor mange flere der vil kunne blive familiesammenført, når pointsystemet er afskaffet. Blandt andet fordi tallene for 2011 ikke er opgjort endnu.
- Men det betyder, at vi vender tilbage til de regler, der herskede før den tidligere regering indførte pointsystemet. Derfor vil konsekvenserne ligge nogenlunde i forlængelse af den tilstand, der var før 2011, når vi taler familiesammenføringer, siger Morten Bødskov til DR Nyheder.