En dansk parallelaftale om politisamarbejdet i EU, Europol, kan blive mere end svær for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at forhandle hjem.
Sådan lyder det fra formanden for det europæiske råd, Donald Tusk, på et pressemøde i Statsministeriet.
- EU vil selvfølgelig foretrække, at Danmark bliver så tæt på vores kerne som muligt. På samme tid må vi også respektere resultatet af folkeafstemningen, lige som de eksisterende politiske og juridiske begrænsninger.
Sådan så det ud, da Lars Løkke Rasmussen bød Donald Tusk velkommen på statsministerens kontor:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:573afa866187a4048c264869
- Så det bliver ikke let, måske umuligt for Danmark, siger Donald Tusk.
Efter nej'et ved folkeafstemningen 3. december, står det klart, at Danmark 1. maj 2017 ryger ud af det fælles politisamarbejde Europol.
Derfor ønsker Danmark at få en placering, der er så tæt på det europæiske politisamarbejde Europol som muligt, og statsministeren reagerede da også hurtigt på Donald Tusks udmelding:
- Hvis jeg lige kan tilføje en ting. 'Måske umuligt' er i min bog det samme som 'måske muligt'. Det er ikke nemt, og det er bestemt ikke nemt ud fra et juridisk perspektiv, siger Lars Løkke Rasmussen.
Det udvidede Europol træder i kraft 1. maj 2017, men der er tidligere opnået enighed om at forsøge at få en aftale på plads inden udgangen af 2016.
Ifølge statsministeren er det nødvendigt for Danmark at finde en løsning i forhold til Europol senest i efteråret.
- Jeg kan ikke forestille mig, at det er muligt at finde løsning inden sommerferien, siger Lars Løkke Rasmussen.
Når Danmark officielt indleder forhandlinger med EU, vil målet være parallelaftaler på Europol, Eurojust og EU Passenger Name Record (PNR).
Se Donald Tusk og Lars Løkke Rasmussen ankomme til Statsministeriet her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:573af9ce6187a4048c26485c