Sidste år købte danskerne alkoholsodavand og cider for omkring 110 millioner kroner i forbindelse med grænsehandel.
Står det til Dansk Folkeparti skal en del af den handel nu flyttes til de danske butikker ved at fjerne stigningerne i de såkaldte emballageafgifter på flasker med pant og ved specifikt at fjerne afgifter for 35 millioner kroner på alkoholsodavand og cider.
Det er et af hovedkravene fra regeringens støtteparti i de igangværende forhandlinger om en erhvervs- og iværksætterpakke, der er gået ind i den afgørende fase.
- Vi vil gerne gøre noget ved grænsehandlen, fordi det er skørt, at vi har lastbiler, der kører ned og afleverer varer syd for grænsen, og så kan danskerne køre ned med deres trailer og fylde dem op. Handlen skal i stedet foregå i danske butikker, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF):
- Og alkoholsodavand bonner kraftigt ud. Over halvdelen af forbruget af alkoholsodavand i Danmark bliver købt syd for grænsen, siger han.
Billigere for unge at debutere
Men det er den helt gale vej at gå, lyder det fra organisationen Alkohol og Samfund. Direktør Peter Konow kalder det en decideret "dårlig ide" med de lavere afgifter:
- Det er i høj grad de her produkter, som unge drikker, når de begynder at drikke. Så dermed bliver det billigere for de unge at begynde at drikke. Ved en typisk alkoholdebut drikker de unge alkoholsodavand, fordi den ikke smager af alkohol, siger han:
- Og de unge i Danmark drikker enormt meget på én gang. Når du drikker en cider, der slet ikke smager af alkohol, så bemærker du slet ikke, at du pludselig har drukket for meget, siger Peter Konow.
Sammen holdning har Morten Grønbæk, der er formand for Vidensråd for Forebyggelse.
- Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er det ret ærgerligt, at man kaster sig over lige præcis de produkter, som vi ved de unge drikker mange af. Det her vil med stor sandsynlighed øge salget af nogle af de produkter, som skader børn og unges sundhed, siger han.
Morten Grønbæk efterlyser mere fokus på sundhed i stedet for en jagt på at skabe flere arbejdspladser ved for eksempel at begrænse grænsehandlen og sænke afgifterne i Danmark.
- Man kan godt forstå det her forslag ud fra et økonomisk synspunkt, men det er vigtigt også at tage sundheden med, når man laver den slags vurderinger. Og i det her tilfælde taler vi om et antal arbejdspladser, vi enten kan miste eller tjene, og det er ikke mange, sat op mod at vores børn bliver tykkere, og at mange bliver påvirket af, at vi drikker for meget alkohol, siger Morten Grønbæk.
DF: Forbrug stiger ved grænsehandel
Trods advarslerne holder Dansk Folkepari fast i, at det er bedre, at både unge og gamle køber deres alkoholsodavand og cider i Danmark frem for at købe store mængder i grænsebutikkerne.
- Målet for os er jo ikke, at danskerne skal drikke mere alkohol, men jeg tror de fleste har været i en grænsebutik og købe et kilo Matador Mix eller alkoholsodavand, og så har man det til at stå hjemme i garagen, og så forbruger man også mere.
- Så i stedet for at gå ned i den lokale brugs og købe to alkoholsodavand, så har man 30 til at stå ude i garagen, som er købt syd for grænsen, og så stiger forbruget, siger Dennis Flydtkjær.
Ifølge Alkohol og Samfund er faren dog, at man i hele Danmark - og ikke kun i grænseområdet - nu gør det billigere for unge at købe alkoholsodavand.
- Grænsehandlen er især et grænsefænomen, mens de lavere priser på alkoholsodavand kommer til at gælde i hele landet, lige fra København til Nordjylland, hvor der ikke bliver foretaget meget grænsehandel, siger Peter Konow.
V er positive
I regeringens udspil til en erhvervs- og iværksætterpakke foreslås det at reducere afgifter for 300 millioner kroner, og ifølge Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, ligger der også i det et forsøg på at begrænse grænsehandlen.
- Så det er ikke noget, der ligger langt fra vores tilgang til området. Vi ser gerne, at vi får fjernet nogle af de her afgifter, som giver virksomheder og også påvirker grænsehandlen, siger Torsten Schack Pedersen.
Han kalder det "tåbeligt", at der er afgifter i Danmark, som betyder, at handel flyttes ud af landet:
- Vi har også tidligere afskaffet sodavandsafgiften, fordi vi kunne se, at der var et enormt marked, både for grænsehandel, men så sandelig også for illegal import af varerne, hvor der måske heller ikke blev afregnet moms, siger V-ordføreren.
I kommende dage bliver der forhandlet på højtryk på Christiansborg for at lande en samlet erhvervs- og iværksætterpakke.