Folketinget får tre nye medlemmer, når De Konservative udskifter halvdelen af folketingsgruppen for at besætte posterne som justitsminister, erhvervsminister og børne- og socialminister.
Orla Østerby, der er førstesuppleant for den nye justitsminister Søren Pape Poulsen (K), har i 19 år været medlem af byrådet i Lemvig.
Han er leder af Tangsø-Centret i Bækmarksbro og direktør i Tangsø Invest.
Ifølge Folkebladet Lemvig er han bror til Holstebros socialdemokratiske borgmester, H.C. Østerby.
Brigitte Klintskov Jerkel, der er førstesuppleant for den nyudnævnte erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), erklærer sig på sin hjemmeside "super glad" for nu at være en del af den konservative folketingsgruppe.
Klintskov Jerkel arbejder som socialrådgiver. Hun er byrådsmedlem i Greve og er også valgt til Region Sjælland.
Stedfortræderen for den nye børne- og socialminister, Mai Mercado (K), er Anders Johansson, der har vikarieret for den nyudnævnte minister under hendes barsel.
Han kommer fra Ærø, hvor han sidder i byrådet.
/ritzau/