Mørket er faldet på i Bruxelles, og EU's stats- og regeringsledere har nu trukket stikket.
Beslutningen om, hvem der skal overtage den prestigefyldte post som EU's præsident efter belgiske Herman van Rompuy er udskudt til et nyt topmøde den 30. august.
Det fortæller diplomater i EU sent onsdag aften ifølge Reuters.
Spekulationerne om et topjob til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kommer derfor til at fortsætte i flere uger mere hen over sommeren.
Navneleg trækkes i langdrag
I de seneste måneder har det føget med spekulationer om, hvem der, som en del af en større udskiftning i toppen af EU's rækker, bliver ny præsident for unionen.
Det er netop til den post, at Danmarks første kvindelige statsminister er blevet nævnt af flere omgange.
Men nu trækker navnelegen om posten i toppen af EU altså yderligere ud, da det ikke er lykkedes EU's stats- og regeringslederne at nå til enighed ved aftenens topmøde i Bruxelles.
Herman van Rompuy forlader først posten til november, så Helle Thorning-Schmidt kan komme til at vente længe endnu på en afklaring om sin politiske fremtid. Flere medier skriver imidlertid, at nomineringen vil finde sted i slutningen af august.
Masser af navne i spil
Helle Thorning-Schmidt er langt fra den eneste, der kan være i spil til præsidentposten.
Og den 47-årige politiker har da også gentagne gange meldt ud, at hun er glad for at være statsminister i Danmark, og sågar at hun vil være statsminister ved næste folketingsvalg.
Blandt andre italienske Enrico Letta, hollandske Mark Rutte, Irlands Enda Kenny, finske Jyrki Katainen, og lettiske Valdis Dombrovski nævnes også i forbindelse med posten.
Stadig uenighed om poster
Der har været stor spænding op til onsdagens topmøde, hvor mange ventede, at den store jobkabale skulle lægges.
Herman van Rompuy har efter sigende været i tvivl om sin efterfølger og har derfor ført intense telefonsamtaler med EU-lederne.
Særligt den franske præsident, Francois Hollande, har op til mødet tøvet i forhold til den danske statsminister.
Én af EU-præsidentens opgaver bliver nemlig at lede eurogruppens topmøder, og Hollande har ikke været begejstret fordi, Danmark ikke er med i euroen. Det krav skulle han dog have blødet op for ifølge franske aviser.
Kabalen er langtfra lagt
På aftenens topmøde er situationen i Ukraine blevet diskuteret, og den nyudnævnte formand for EU-Kommissionen har fremlagt sit program for de kommende år.
Men der faldt altså ikke som ventet flere navne på plads i den kommende EU-top.
Kun én toppost er dermed udnævnt - nemlig Luxembourgs tidligere premierminister, Jean-Claude Juncker, der tirsdag eftermiddag blev valgt som afløser for portugiseren José Manuel Barroso på posten som kommisionsformand.
Flere andre topposter mangler derfor at blive besat - blandt andet EU's udenrigschef, som også var ventet at blive udpeget onsdag aften.
Hvem der bliver EU's præsident afhænger i høj grad også af, hvordan de øvrige poster besættes.