Topfolk i Venstre er kede af tiltale mod Claus Hjort Frederiksen

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i dag blevet tiltalt for at have røbet statshemmeligheder.

Claus Hjort Frederiksen sad i Folketinget indtil valget sidste år og var derfor beskyttet af immunitet. Arkivfoto. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Claus Hjort Frederiksen er ikke hvem som helst i Venstre.

For partiveteranen har ikke kun siddet på fire centrale ministerposter, han sad også på den vigtige post som partisekretær for Venstre i 16 år inden da.

Derfor har nyheden om, at han i dag er blevet tiltalt for at have røbet statshemmeligheder, også givet triste miner i toppen af partiet.

- Jeg har kendt Claus gennem mange år, og derfor er jeg ked af, at han nu er blevet tiltalt, siger Troels Lund Poulsen, der i øjeblikket står i spidsen for partiet i Jakob Ellemann-Jensens fravær.

Også politisk ordfører Morten Dahlin begræder udviklingen.

- Jeg er rigtig ked af, at Claus nu skal igennem det her. Claus er en meget værdsat kollega, som har gjort en stor indsats for Venstre og for Danmark, skriver han i en kommentar til Ritzau.

Var beskyttet af immunitet

Inden folketingsvalget i november sad Claus Hjort Frederiksen stadig i Folketinget. Derfor var det dengang op til Folketinget, om han kunne tiltales i sagen, fordi folketingsmedlemmer er beskyttet af immunitet.

I maj sidste år indstillede Rigsadvokaten til den daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S), at der skulle rejses en sag mod Claus Hjort Frederiksen.

Men et flertal i Folketinget - blandt andet anført af Venstre - valgte, at hans immunitet ikke skulle ophæves, fordi man ikke mente, man kunne få tilstrækkelig indsigt i, hvad sagen drejede sig om.

Nu sidder Venstre med i regeringen, og eftersom Claus Hjort Frederiksen ikke længere sidder i Folketinget, understreger de to Venstre-folk, at de ikke kan blande sig i, om der skal køre en retssag mod ham.

- Før folketingsvalget bad den daværende regering Folketinget om at ophæve Claus' immunitet i blinde. Det var Venstre og et flertal i Folketinget ikke indstillet på.

- Da Claus nu ikke længere er medlem af Folketinget, hverken kan eller skal Folketinget tage stilling til Claus' immunitet eller tiltale. Vi respekterer naturligvis magtens tredeling, hvor det er anklagemyndigheden, der rejser tiltale, og domstolene, der dømmer. Det system har vi fuld tillid til, skriver Morten Dahlin.

Også Troels Lund Poulsen understreger, at han ikke kan blande sig.

- Det er ikke en sag, jeg kan blande mig i. Det er en sag for Anklagemyndigheden, og derfor kan jeg heller ikke forholde mig til sagen, siger han.

Hemmelig tiltale

Selve tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen er hemmelig. Han har selv tidligere sagt, at han var sigtet for at have talt over sig i interview i medierne.

Han har i en række interviews blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA.

Et samarbejde, som flere medier, heriblandt DR, tidligere har beskrevet.

Claus Hjort Frederiksen har ikke stillet op til interview om sagen i dag, men i et opslag på Facebook skriver han, at han står fast på, at han ikke har gjort noget galt.

- Jeg bestrider at have overskredet grænserne for min vidtgående ytringsfrihed som politiker, og jeg har ikke afsløret angivelige statshemmeligheder. Punktum.

Claus Hjort Frederiksen gæstede DR's nyhedspodcast Genstart i august, hvor han talte om sagen. Det kan du høre her: