Da hele Danmark den 16. november skulle sætte kryds til kommunal- og regionalvalg, vidste en af de øverste embedsmænd i Statsministeriet godt, at det ikke havde været muligt at genskabe hans sms-beskeder fra perioden, da det blev besluttet, at alle mink skulle aflives.
Departementsråd Pelle Pape, der er en af de nærmeste medarbejdere til statsminister Mette Frederiksen, åbnede nemlig en meget omtalt kuvert i løbet af tirsdagen.
Det skriver justitsminister Nick Hækkerup i et svar til Folketinget i dag.
I kuverten lå der information om, hvad Rigspolitiet havde været i stand til at genskabe. Og det viste sig, at Rigspolitiet ikke kunne genskabe Pelle Papes sms'er.
Men Pelle Pape gav ikke beskeden videre med det samme. Det var først dagen efter, altså onsdag, at Justitsministeriet blev orienteret.
Samme dag åbnede statsminister Mette Frederiksen, stabschef Martin Justesen og departementschef Barbara Bertelsen deres forseglede kuverter. Her var svaret også, at det ikke havde været muligt at genskab deres sms-beskeder.
Minkkommissionen fik et samlet svar fra de fire topfolk i Statsministeriet på samme tid.
Kommissionen oplyser til DR Nyheder, at den ikke havde bedt om at få et samlet svar.
Var optaget af valgkamp
Minkkommissionen undersøger, hvem der vidste hvad, og hvornår, da regeringen besluttede at alle mink skulle aflives. Og det er i forbindelse med den undersøgelse, det har vist sig, at statsminister Mette Frederiksen og de tre centrale personer i statsministeriet har haft en funktion slået til på deres telefoner, der gjorde, at alle sms'er blev slettet efter 30 dage.
De har meldt ud, at den funktion er slået fra igen.
Statsminister Mette Frederiksen så ikke materialet fra politiet, der kunne give svar på, om hendes sms'er var genskabt, før onsdag den 17. november. Altså dagen efter valget.
Og det skyldes ifølge statsministeren selv, at hun var travlt optaget i dagene før.
I dag begrunder hun, hvorfor hun ikke åbnede kuverten før onsdag, sådan her:
- Det er, fordi jeg har været optaget af nogle andre ting, det giver næsten sig selv.
På sociale medier har hun i dagene op til valget, og på valgdagen, lagt billeder op, der viser, at hun var ude at føre valgkamp.
Og der har tilsyneladende ikke været tid til at tilgå kuverten med svaret på, om statsministerens sms'er kunne genskabes.
- Jamen, jeg tror, det er vigtigt at sige, at man ikke bare lige sætter sig ned, hvis der er tale om omfangsrigt materiale, så kræver det meget tid, siger Mette Frederiksen til Ritzau i dag.
Minkkommissionen har oplyst til DR Nyheder, at den ikke har udtrykt ønske om at få et samlet svar fra de implicerede, eller har blandet sig i hvornår kuverterne skulle åbnes, efter et møde med de impliceredes bisiddere mandag klokken 9.00.
Hvorfor får kommissionen ikke besked?
Socialdemokratiets politiske ordfører Jeppe Bruus kan ikke svare på, hvornår statsministeren fik besked om, at Pelle Papes kuvert var åbnet.
Du har sagt som argument for, at man først åbnede kuverterne onsdag, at man skulle have teknikken på plads. Nu kan vi se i et skriftligt svar fra JUM at Pelle Pape allerede tirsdag åbnede kuverten. Hvordan hænger det sammen?
- Den kuvert blev åbnet tirsdag, og de andre blev åbnet onsdag. Og det er det vi har sagt i sidste uge, at politiets teknikere er færdige om fredagen, og så kontakter man kommissionen. Kommissionen inviterer så til møde mandag morgen, hvor man aftaler, hvordan kuverterne skal åbnes – det kan lyde simpelt, men der er altså ret meget arbejde eventuelt at lave, hvis der havde været meget materiale. Man skal have tid til at relevansvurdere det. Hvad skal kommissionen have, kommissionen skal kunne lave stikprøver i det og så videre. Og derfra er det praktik i at få de til at ske.
Når Pelle Pape kan åbne kuverten tirsdag, så er set-uppet vel på plads til at åbne tidligere end onsdag?
- Det følger jo fuldstændig det vi allerede har sagt. At fra mandag til man er færdig onsdag, så er det et praktisk et spørgsmål om at få det til at ske. Sørge for at de relevante mennesker er der. Så der intet nyt i den her historie, andet end at kommissionen sådan set bare bekræfter den redegørelse, jeg gav til DR i sidste uge.
Hvis set uppet er klar, så den ene kuvert bliver åbnet allerede tirsdag, hvorfor bliver de tre øvrige så først åbnet onsdag?
- Jamen det er et praktisk spørgsmål. Der er jo forskellige bisiddere, forskellige mennesker. Jeg kan ikke redegøre for alle detaljer. Jeg kan bare sige, at fra man har et møde mandag til man er færdig onsdag, så går der jo relativt kort tid, og alt handler om at hjælpe kommissionen i deres arbejde. Vi har været helt åbne omkring hvordan den her proces har været.
Pelle Papes kuvert bliver åbnet allerede tirsdag. Blev informationen om, at sms’erne ikke kunne gendannes, givet videre til andre i Statsministeriet? Blev statsministeren ikke orienteret?
- Det kan jeg ikke svare på.
Hvornår får statsministeren personligt besked om, at de ikke kan gendannes?
- Det kan jeg ikke svare på. Jeg deltog ikke på det møde mandag. Mødet mandag er med Justitsministeriet, kommissionen og nogle af bisidderne. Og derfra var det så et spørgsmål om at få det til at ske, så hurtigt som muligt. Det har jeg redegjort for.
Var statsministeren selv til stede da kuverten blev åbnet?
- Jeg kan ikke redegøre for de meget konkrete og detaljerede spørgsmål, du har.
Hvorfor får minkkommissionen ikke besked på, at Pelle Papes kuvert er åbnet?
- Jamen de får besked onsdag.
Men det er dagen efter kommunalvalget. Hvorfor får de ikke besked på dagen, at kuverten er åbnet, og sms’erne ikke kunne genskabes? Det er jo en relevant oplysning for Minkkommissionen, som man sidder på, og ikke giver videre før dagen efter.
- Prøv og hør – man har et møde med Minkkommissionen mandag morgen, man giver kommissionen besked onsdag morgen – altså mindre end to døgn efter man er færdig med det arbejde.
Departementsråd Pelle Papes bisidder har ikke ønsket at kommentere sagen i dag.