Tidligere Venstre-formand: Løkke koster partiet stemmer

Løkkes troværdighedsproblem risikerer at vokse, og der er brug for en oprydning i partiet, mener Henning Christophersen.

Tidligere Venstre-formand Henning Christophersen mener, at Lars Løkke Rasmussen har et troværdighedsproblem, der risikerer at vokse. (© DR)

Venstres tidligere formand Henning Christophersen kommer nu med en opsigtsvækkende kritik af partiets nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

Henning Christophersen mener, at sagen om Venstres køb af tøj til Lars Løkke Rasmussen for over 150.000 kroner i 2010 og 2011 med sikkerhed vil koste partiet stemmer ved det kommende folketingsvalg.

- Det kommer selvfølgelig til at koste noget, det kan vi ikke komme uden om, siger Henning Christophersen.

- Og hvor går de stemmer så hen? Går de over til den velklædte Kristian Thulesen Dahl, der køber sit tøj i Thyregod og selv betaler for det, eller går det andre steder hen? Altså, kan det påvirke balancen i Folketinget? Jeg kunne godt forestille mig, at Dansk Folkeparti får noget ud af det, siger han.

Brug for oprydning i Venstre

Henning Christophersen kommer med sine udtalelser i DR2's "Analyseministeriet" torsdag - samme dag som Lars Løkke Rasmussen fejrer sin 50 års fødselsdag.

Den tidligere Venstre-formand, der stod i spidsen for partiet i perioden 1978-1984, mener, at Lars Løkke Rasmussen på baggrund af den aktuelle tøjsag og Løkkes tidligere bilagssager og GGGI-sagen har fået et troværdighedsproblem, der risikerer at blive endnu større.

Derfor må partiet finde "røntgenapparatet" frem og undersøge, om der kan komme lignede sager i fremtiden.

- Der er brug for en oprydning i Venstre for at finde ud af, om der er flere potentielle risici, eller om vi vil se en ny sag hver tredje måned. Det sidste vil være ret ubehageligt, siger Henning Christophersen.

'Ret voldsom' liste af tøj

Venstre betalte ifølge Ekstra Bladet blandt andet for 28 skjorter, ni jakkesæt, ni par bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte boxershorts til Lars Løkke Rasmussen i 2010 og 2011.

Henning Christophersen understreger, at sagen principielt er et anliggende mellem Venstre og Lars Løkke Rasmussen, men han undrer sig ikke desto mindre over, om man "overhovedet kan bruge alt det tøj?"

- Jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at statsministeren og udenrigsministeren har et særligt repræsentationstillæg, blandt andet til at klæde sig ordentligt, så man skulle tro, at det kunne dække det. Jeg har selv undret mig over listen, for den er ret voldsom, siger Henning Christophersen.

'Psykologisk problem'

Sagen om Venstres køb af tøj til Lars Løkke Rasmussen har ligeledes vakt undren i partiets bagland, hvor flere medlemmer af Venstres hovedbestyrelse og Venstre-borgmestre har krævet en redegørelse fra partitoppen om sagen.

Den redegørelse får de den 27. maj af partisekretær Claus Richter på et forretningsudvalgsmøde.

Henning Christophersen kalder meldingerne fra hovedbestyrelsesmedlemmerne "usædvanlige" og mener, at kritikken fra baglandet dækker over en nervøsitet for, om der findes flere bilagssager, som offentligheden endnu ikke har fået kendskab til.

- Der er helt klart et psykologisk problem i forhold til mange af Venstres støtter. De er ikke vant til den slags ting. Også af den grund burde man have undgået det. Jeg ved slet ikke, hvem der har rådgivet ham og anbefalet at købe så store mængder tøj, siger Henning Christophersen.

Den tidligere partiformand mener, at Lars Løkke Rasmussens troværdighedsproblem lige nu er Venstres største problem, og der skal ifølge Henning Christophersen sættes ind på to fronter.

- For det første skal man sikre sig, at der ikke kommer flere af den slags sager, og for det andet skal man forstærke den politiske indsats for at kompensere for tabet af personlig troværdighed, siger Henning Christophersen.