Hvis det i de kommende dage lykkes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at danne en ny trekløverregering, bliver de Konservative med sine seks mandater et af de mindste regeringspartier i mange år.
Sidste gang, der var meget små partier i regering, var i 1990'erne under Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringer, hvor Centrum-Demokraterne, De Radikale og Kristeligt Folkeparti hver især var i regeringen med færre end ti mandater.
Og før det under Poul Schlüters (K) firkløverregeringer i 1980'erne, hvor Kristelig Folkeparti også sad med sine fire mandater.
DR Nyheder har talt med nogle af ministrene fra dengang for at høre, hvad de har af gode råd til Lars Løkke Rasmussen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA).
Kræver forbundethed
De Radikale var med, da Poul Nyrup Rasmussen dannede sin første regering i 1993, efter Poul Schlüter blev tvunget til at gå af efter Tamilsagen.
I spidsen for partiet, der havde syv mandater på det tidspunkt, stod Marianne Jelved (R), som husker, hvor vigtigt det især var, at hun kendte sine forhandlingspartnere godt.
- Det er en kæmpe fordel, at man kender hinanden, siger hun.
- Jeg havde især talt meget med Mogens Lykketoft og Poul Nyrup, som var to venner, jeg for øvrigt stadig er venner med. Jeg var trygge ved dem, for begge to vidste, hvor mit parti stod, og hvor jeg stod.
Derudover var noget af det vigtigste, at der blandt de fire partier - Socialdemokraterne, De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti - var en fælles tro på projektet, fortæller Marianne Jelved:
- Vi vidste, at det var en unik chance, fordi vi faktisk havde et flertal i januar 1993. Partierne var alle af den opfattelse, at det skulle lykkes. Man ved, at man skal give sig på nogle punkter, og de andre skal give sig på nogle punkter. Det er den atmosfære af forbundethed, der betyder, at man kan nå nogle resultater, siger hun.
De store skal lytte
En anden, der flere gange har repræsenteret et af de mindre partier i en regeringsdannelse, er Flemming Kofod-Svendsen fra Kristeligt Folkeparti, som partiet dengang hed.
De var med kun fire mandater det mindste parti både under Poul Schlüters regeringer i 1980'erne og under Poul Nyrups regeringer i 1990'erne.
Efter forhandlinger med Poul Nyrup, Marianne Jelved og Mimi Jacobsen, der foregik hjemme hos socialdemokraten Pia Gjellerups mor på Frederiksberg, fik Flemming Kofod-Svendsen posten som boligminister.
- Poul Nyrup var meget fair. Han lyttede til det, vi andre sagde, og man fornemmede ikke, at han kom med skjulte bemærkninger til vores størrelse. Han var meget lydhør og optaget af, at alle skulle føle, at de var medejere på det fælles projekt, siger Flemming Kofod-Svendsen, da han skal nævne, hvad der gjorde det muligt for de fire partier at blive enige om en regering i 1993
Gør Samuelsen til skatteminister
Hvis Flemming Kofod-Svendsen skal give et godt råd til Lars Løkke Rasmussen i dag, skal det - ud over at lytte godt til de små - være at tænke kreativt i fordelingen af ministerposter.
For eksempel ved at give Liberal Alliance og de Konservative de ministerier, hvor de hver især har meget på spil.
- Det ville være en taktisk genistreg, hvis Løkke udnævner Samuelsen til skatteminister. Så kommer han selv til at skulle argumentere over for Dansk Folkeparti om, hvordan topskatten skal lettes.
- Og så kan han give Forsvars- eller Miljø- og Fødevareministeriet til De Konservative. På den måde skal de selv kæmpe for deres mærkesager i Folketinget, hvor de jo indtil nu har kunnet stå udenfor og love guld og grønne skove, siger Flemming Kofod-Svendsen.
Baglandets forventninger
Den tidligere boligminister kender alt til, hvad det vil sige at balancere mellem at være et lille parti med en række mærkesager og skulle indgå i en regeringskonstellation. En situation, som både Liberal Alliance og De Konservative står i lige nu.
- Det er jo et klassisk problem for et mindre parti, fordi nogle medlemmer altid vil tro, at man kan få sit partiprogram gennemført 100 procent. Det ved de store partier, der har været i regering i mange år, ikke kan lade sig gøre.
For Kristelig Folkeparti var det dengang afskaffelse af fri abort, der stod højt på partiets program. En sag, som det aldrig lykkedes at komme igennem med.
- Vi fik gennemført noget øget rådgivning til dem, der overvejede abort. Det var det, jeg realpolitisk kunne komme igennem med. Så vi gik et skridt af vejen, men mange i baglandet var ikke tilfredse med det, siger Flemming Kofod-Svendsen.
- Jeg mener selv, at man får mest indflydelse ved at gå i regering og sørge for at være flittig og godt forberedt. Men det er ikke sikkert, at baglandet føler sådan. Mange er måske mere tilfredse med en position, hvor man står udenfor og kan råbe højt.
Flemming Kofod-Svendsen er derfor også spændt på, hvordan især Liberal Alliances vælgere vil reagere, hvis partiet pludselig skal til at indgå i en regering.
Anders Samuelsen er allerede fra flere sider blevet beskyldt for at sælge ud af sin politik for at få ministerposter, da han i går sagde, at partiet var villige til at give sig på kravet om en lettelse af topskatten på fem procentpoint for alle.
Et krav, som han ellers har stået fast på skulle opfyldes, hvis han fortsat skulle støtte regeringen, og som han også har proklameret ikke var til salg for ministertaburetter.
- Udefra kan det være svært at se, om man har fået meget eller lidt igennem. Man kan jo sige, at det et et stort resultat, hvis Anders Samuelsen får lettet topskatten for indkomster op til en million (som tidligere har været foreslået af Venstre, red.), men i forhold til hans retorik er det ikke meget.
Lars Løkke Rasmussen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA) begynder i dag at skrive et helt nyt regeringsgrundlag.