Smitten med den resistente MRSA-bakterie er steget eksplosivt de senere år. Det går for langsomt med at bremse smitten, lyder det fra regeringen.
Og konsekvensen kan blandt andet blive, at det bliver vanskeligere at behandle sygdomme hos mennesker med penicillin.
Men set i bakspejlet er der ikke noget, tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V) ville have gjort anderledes.
Det siger han til Ritzau dagen efter, at hans ministerperiode fra 2010-2011 blev nævnt flere gange på et samråd om sagen.
Den nuværende minister, Esben Lunde Larsen (V), kunne blandt andet fortælle, at Henrik Høegh fik at vide, at forskere DTU pegede på "avlstoppen og opformeringsbesætninger" som områder, hvor der manglede viden.
Det skete i forbindelse med at samråd i november 2010. Men Høegh nævnte ikke oplysningerne på samrådet, oplyste Lunde Larsen onsdag.
Henrik Høegh husker her seks år senere ikke detaljerne i baggrundsmaterialet op til det konkrete samråd. Men han afviser, at politikerne og myndighederne dengang ikke tog sagen alvorligt nok.
- En sag som den her er der rigtig meget frygt og angst i. Derfor var det noget, vi var opmærksomme på krævede ressourcer, siger Høegh.
/ritzau/