Thyra Frank afviser dokumentfalsk: Lod sig inspirere

Ældreminister vil hellere diskutere bedre forhold for ældre end kopiering af arbejdspladsvurdering.

Ældreminister vil hellere diskutere bedre vilkår for de ældre, end sin fortid som plejehjemsleder. (Foto: © Emil Hougaard, Scanpix)

Ældreminister Thyra Frank (LA) fastholder, at hun i sin tid som plejehjemsleder ikke har begået dokumentfalsk. Det skete, da hun blev udspurgt af flere socialdemokrater i folketingssalen.

I en bog fra 2010 forklarer Thyra Frank, at hun kopierede et andet plejehjems arbejdspladsvurdering for at slippe for de mange timers papirarbejde selv.

Men det var skrevet med et glimt i øjet, og det er ingen hemmelighed, at hun har ladet sig inspirere af dygtige kolleger.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Astrid Krag, har krævet en undersøgelse af sagen fra Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, og hun forventer en redegørelse fra ministeren.

I folketingssalen bliver ældreministeren flere gange spurgt, om det kun var arbejdspladsvurderinger, hun angiveligt kopierede, eller om det også var andre papirer.

Det undlod ældreministeren at svare på, hvilket til sidst fik Astrid Krag til at minde ministeren om, at hun i salen svarer under ministeransvar.

Men Thyra Frank vil hellere diskutere bedre forhold for ældre end at bruge tid og kræfter på sin fortid som plejehjemskeder,

Hun siger desuden, at hun har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på afbureaukratisering. Hun regner med, at den fremlægger arbejdet inden udgangen af året.

/ritzau/