Thulesen Dahl kendte til EU-finansiering af sommergruppemøder

Dansk Folkepartis formand vil ikke sige noget om, hvilke konsekvenser sagen får for Morten Messerschmidt.

Jeg har været bekendt med, at der var nogle omkostninger i forbindelse med EU-delen af møderne, der blev dækket af EU-midler, skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl i en mail til DR Nyheder. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thuelsen Dahl, var godt klar over, at en del af udgifterne til Dansk Folkepartis sommergruppemøder i henholdsvis 2014 og 2015 blev betalt med EU-støttekroner.

Det skriver han i en mail til DR Nyheder, efter han tidligere på dagen meddelte i sit ugentlige nyhedsbrev, at partiet vil betale de 200.000 kroner, som det har modtaget fra det europæiske parti MELD, tilbage.

- Jeg har været bekendt med, at der var nogle omkostninger i forbindelse med EU-delen af møderne, der blev dækket af EU-midler. Men ikke hvordan det nærmere er sket eller på baggrund af hvilke regler, man i MELD har vurderet, det kunne ske, skriver DF-formanden.

I nyhedsbrevet skriver Kristian Thulesen Dahl, at han "naturligvis går ud fra", at MELD-pengene er blevet udbetalt efter reglerne.

- Men forløbet viser rod. Det rigtige program er ikke sendt med til Europa-Parlamentet, og folk svarer forvirret på, om de har deltaget i en MELD-konference eller ej. Det dur selvfølgelig ikke, understreger han i nyhedsbrevet.

I mailen til DR Nyheder skriver Kristian Thulesen Dahl, at det er ”nyt for mig, at der skulle være givet Europa-Parlamentet et andet indtryk af indholdet end det, vi havde”.

- Det er selvfølgelig ikke holdbart og skal rettes omgående, skriver han og understreger, at det er ”på baggrund af disse uoverensstemmelser”, at Dansk Folkeparti nu har valgt at betale de cirka 200.000 kroner tilbage.

- Jeg ser herefter frem til, at sagerne undersøges til bunds, skriver han i mailen.

Kristian Thulesen Dahl har dog ikke ønsket at stille op til et interview med DR Nyheder, og han har heller ikke ønsket at svare skriftligt på alle de spørgsmål, som DR Nyheder sendte til ham:

- Hvad er de 200.000 kroner egentlig blevet brugt på?

- Vil I lægge al dokumentation frem, så man kan se, hvordan de her penge er brugt?

- Var du som formand vidende om, at jeres sommergruppemøde var en EU-støttet MELD-konference?

- Kendte du omfanget af støtten?

- Skal det her have konsekvenser for nogen – for eksempel Morten Messerschmidt?

- Har du fuld tillid til, at Messerschmidt har lagt alt frem - og til Messerschmidt selv?

- Hvorfor vil du ikke lade dig interviewe om denne sag?