Thorning: Arbejdsgiverne har fået en virkelig dårlig ide

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser at sænke offentlige ydelser.

Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om at sænke en række offentlige ydelser, for at skabe sunde finanser på længere sigt, falder ikke i god jord hos statsmininster Helle Thorning-Schmidt (S).

Hun kalder forslagene om blandt andet at sænke ydelsen for førtidspensionister med 4.000 kroner om måneden for "en virkelig dårlig ide".

- Førtidspensionister er på førtidspension, netop fordi de ikke kan arbejde, og for dem vil man så sætte ydelsen per måned ned med 4.000 kroner. Vi taler om mennesker, som ikke har et valg, siger statsministeren.

Thorning stiller ingen garantier

Helle Thorning-Schmidt afviser dog, at det er ensbetydende med, at hun er færdig med at lave reformer af det danske samfund.

- Vi har tilmed også i vores regeringstid lavet en ændring af førtidspensionen, som sikrer, at hvis man kan arbejde bare en lille smule, så skal man arbejde. Men det nytter ikke noget at sige til et menneske, som har en sygdom, at du nok skal komme tilbage på arbejdsmarkedet, bare du bliver fattigere. Det er ikke et godt forslag, siger statsministeren.

Så du garanterer, at der ikke bliver rokket ved ydelserne for dem, der er på sygedagpenge og førtidspension?

- Jeg garanterer ingenting, men siger, at førtidspensionister skal ikke ned i ydelser med 4.000 kroner om måneden. Det er ikke regeringens politik.

Østergaard enig i problemstillingen

Er der andre ydelser, der kan sættes ned?

- Vi arbejder ikke med, at man skal sættes ned i ydelser for at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi tror netop, at hvis der er arbejde, vil folk også være på arbejdsmarkedet. Vi har i tre år arbejdet for, at det bedre kan betale sig at være på arbejdsmarkedet. I dag kan det bedre betale sig, end dengang Lars Løkke Rasmussen var statsminister, siger Helle Thorning-Schmidt.

R-leder Morten Østergaard er enige i den problemstilling, DA skitserer. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Hendes regeringskollega og vicestatsminister Morten Østergaard (R) er dog tilsyneladende uenig - i hvert fald glæder han sig over Dansk Arbejdsgiverforenings forslag.

- Det er vigtigt, at vi får endnu flere i arbejde, men de løsninger, vi vælger, skal have en social balance, og derfor glæder jeg mig over, at DA bidrager på den måde her. Jeg er dog sikker på, at der også er behov for at forstærke indsatsen over for de grupper, hvor det ikke alene handler om de økonomiske incitamenter, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Thorning afviser at svare

Han vil ikke gå konkret ind i forslagene fra DA, men siger, at økonomisk incitament spiller en rolle i problemstillingen, og at man derfor allerede har reformeret både førtidspensionen og kontanthjælpen.

- Jeg deler helt analysen af problemstillingen, men løsningen skal være noget, der fører folk i arbejde og ikke i fattigdom, og derfor skal der være en social balance, siger han.

Da statsministeren blev konfronteret med Morten Østergaards holdning valgte hun ikke at svare og stillede sig ind i en elevator på Christiansborg.

Hør statsministerens reaktion på forslaget i videoen øverst i artiklen.