Selvom ekstraordinært mange mennesker på vej væk fra Afrika er omkommet i Middelhavet i den seneste tid, kommer Danmark ikke til at arbejde for en anderledes fordeling af asylansøgere i EU.
Det slår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn og før, EU's topledere senere torsdag mødes i Bruxelles.
- Danmark er ude af den fælles asylpolitik, og vi kommer ikke til at bidrage til en anderledes fordeling. I øvrigt tror jeg ikke, appetitten på det er så voldsomt stor. Det vil betyde, at nogle lande skal tage voldsomt flere flygtninge, end de tager i dag, siger statsministeren.
Thorning: Andre lande bør øge bistanden
Den nuværende situation betyder, at blandt andet Italien tager uforholdsmæssigt mange flere flygtninge end andre EU-lande. Men det får ikke Thorning til at ændre holdning.
- Danmark er et af de lande, der påtager sig et stort ansvar. Og noget af det, jeg vil opfordre mine kolleger til, er, at de også kommer op og bidrager med 0,7 procent af deres BNP til ulandsbistanden, siger Thorning.
Med en øget ulandsbistand er der mulighed for, at de afrikanske lande kan skabe bedre rammer om deres befolkninger, og at hjælpen kan ske i nærområder, påpeger statsministeren.
Australsk model er urealistisk
I går, onsdag, kom det frem, at Sverige og Norge vil sætte fly og fartøjer ind i Middelhavet for at hjælpe med at redde nødstedte bådflygtninge. Men ifølge statsministeren kan Danmark ikke deltage med både på grund af forsvarsforbeholdet.
Thorning afviser samtidig, at den såkaldte australske model kan komme i spil. Australien har løst sit problem med bådflygtninge ved at tvinge bådene til at vende om på havet og derved nægte dem asyl.
- Den australske model kan kun lade sig gøre, fordi Australien samarbejder med Indonesien, som de har gode relationer til. Derfor kan de gøre det. Libyen er ikke en stat, og vi har ikke et samarbejde med dem, siger Thorning.
Hun afviser, at Danmark har et medansvar for den kaotiske situation i Libyen, selvom vi var med til at bombe landet og fordrive diktatoren Gaddafi.
På EU-topmødet senere i dag vil Danmark støtte den tipunktsplan, der skal redde migranter fra at drukne i Middelhavet. Thorning slår også fast, at vi vil bidrage til den såkaldte Triton-operation, som overvåger grænserne.