Theresa May besøger Lars Løkke på mandag

May og Løkke skal tale om forholdet til Rusland efter giftangreb i Salisbury samt Storbritanniens exit fra EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, flyver på mandag til København for at møde statsminister Lars Løkke Rasmussen. (Foto: © STEFAN ROUSSEAU, Scanpix)

Danmark får på mandag besøg af en af de mest omtalte regeringsledere i Europa.

Det sker, når Storbritanniens premierminister Theresa May lander i København for at mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen klokken 13.00 i Statsministeriet.

Besøget ventes at have fokus på Storbritanniens exit fra EU og forholdet til Rusland efter giftangrebet i Salisbury, oplyser Statsministeriet.

- Jeg forventer, at Theresa May og jeg vil drøfte forholdet til Rusland efter giftangrebet i Salisbury, oplyser Lars Løkke Rasmussen.

Danmark er blandt de vestlige lande, som har valgt at udvise russiske diplomater i sympati med Storbritannien og for at sende et klart signal til Rusland.

Rusland har som modsvar udvist to danske diplomater, der arbejder i Rusland.

- Vi vil selvfølgelig også drøfte Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Danmark ønsker det tættest mulige bånd mellem EU og Storbritannien, men det skal være baseret på den rigtige balance mellem rettigheder og pligter, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

- Storbritanniens farvel til EU er en realitet, og nu må vi fokusere på at minimere skaderne ved skilsmissen.

Theresa May var sidste gang i Danmark i oktober 2016, tre måneder efter brexit-afstemningen.

/ritzau/