Torsdagens forhandlinger i Justitsministeriet er ikke mundet ud i en aftale om den kortsigtede terrorindsats.
Det meddeler forhandlerne fra Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative på vej ud fra et møde i Justitsministeriet.
Her har partierne bag politiforliget siden klokken 11 forhandlet om rammerne for en styrket indsats mod terror som følge af angrebet i Paris i starten af januar og skudangrebene i København i midten af februar.
- Vi kan ikke få ordentlige svar fra regeringen, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til den fremmødte presse.
Forud for forhandlingerne var det ellers forventet, at parterne kunne nå til enighed om at styrke politiindsatsen for det indeværende år.
I regeringens udspil er der i år afsat 50 millioner kroner til udbygning af politiets og PETs beredskabs- og overvågningsindsats, men kort før torsdagens møde erklærede justitsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen vil fordoble dette beløb.
Dermed er der lagt op til en samlet styrkelse af politiet i 2015 på 130 millioner, da udspillet også rummer 30 millioner til politiets it, analyse og døgnberedskab.
Peter Skaarup roser regeringens seneste træk og kalder det en tilståelsessag, men oppositionen vil have flere oplysninger om politiets aktuelle overarbejdspukkel, før en aftale kan falde på plads.
- Så længe regeringen ikke kan svare, får vi nok ikke nogen aftale, siger han.
Mette Frederiksen: Ufærdig redegørelse bør ikke stå i vejen for aftale
Ifølge justitsminister Mette Frederiksen (S) er der gået proces i forhandlingerne.
- Vi vil bare gerne lave en aftale så hurtigt som muligt. Det er uforståeligt, at man gør det til et spørgsmål om proces, siger hun.
Hendes udtalelse skyldes, at ordførere fra Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og SF efter mødet har kritiseret, at man forhandler uden at have en samlet redegørelse om attentaterne mod et debatarrangement på Østerbro og synagogen i København i februar.
Skudattentaterne kostede to mennesker livet og sårede seks politifolk.
Redegørelsen er bestilt af justitsministeren, men er endnu ikke færdig.
- Jeg kan ikke se, at en redegørelse, der er ved at blive lavet, men ikke er færdig, skal være til hinder for at bruge flere penge allerede nu på politiet og terrorberedskabet, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/