Forløbet omkring Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport har ifølge justitsminister Mette Frederiksen (S) været rodet.
Og nogle af hovedpointerne i rapporten er nu droppet igen.
Alligevel vil styrelsen også fremover gøre brug af den metode, der ligger bag den omstridte rapport, der er blevet undsagt offentligt at både rapportens kilder og oprindelige hovedforfattere.
Det fremgår af Udlændingestyrelsens nye redegørelse til justitsministeren.
Ny metode til rapporter
I rapporten har Udlændingestyrelsen først lavet en klassisk rapport med henvisning til kilder, samt en opsummering af deres udsagn.
Herefter har man udgivet et digert værk med bilag, hvor kildernes udsagn er gengivet i deres helhed.
Efterfølgende har kilderne så sagt fra over for gengivelsen af deres udsagn i selve rapporten. Men selve metoden med at adskille de nøjagtige udsagn og rapportens udlægning af dem er så god en metode, at man vil bruge den fremover.
Styrelsen: Metoden bruges i andre lande
Udlændingestyrelsen agter også fremover at anvende dette format, da det er styrelsens opfattelse, at det giver den mest objektive kildebelysning og er bedst overensstemmende med asylmyndighedernes ønsker til rapportens affattelse, skriver Udlændingestyrelsen.
Styrelsen henviser til, at det er en metode, der også bruges i Norge, Schwiez, Sverige og Finland.
/ritzau/