Studietid og jobudsigt skal afgøre tilskud til uddannelser

Regeringen har med alle øvrige partier på Christiansborg reformeret fordelingen af midler til uddannelser.

- Vi sætter fokus på kvalitet og gør op med det ensidige fokus på kvantitet, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V). (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Med en bred aftale ændrer Folketinget grundlæggende ved fordelingen af midler til videregående uddannelser.

Samtlige partier i Folketinget står bag nyt bevillingssystem for videregående uddannelser, der vedrører 13 milliarder kroner og cirka 270.000 studerende.

Reformen ændrer kriterierne for, hvordan pengene til videregående uddannelser fordeles.

Blandt andet vil hurtig gennemførelse af studiet og hurtig overgang fra studie til job få en betydning for tilskuddet til den enkelte uddannelse.

- Vi sætter fokus på kvalitet og gør op med det ensidige fokus på kvantitet, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) ved præsentationen af aftalen.

Han varsler samtidig et opgør med "det ensidige fokus, der har været på at få så mange studerende igennem som muligt".

- Jeg synes, det er spændende, at vi som et af de første lande i verden er enige om, at beskæftigelse efter færdiggjort studietid nu bliver et kriterium for tilskuddene til universiteterne, siger Søren Pind.

Tre grundelementer

Det nye bevillingssystem består af tre grundelementer: Et grundtilskud udgør 25 procent, et aktivitetstilskud udgør 67,5 procent og et resultattilskud på 7,5 procent.

Sidstnævnte fordeles til den enkelte uddannelsesinstitution på baggrund af de studerendes gennemsnitlige studietid og overgangen fra studie til job.

Partierne er enige om, at de nyuddannede skal have en beskæftigelse, der mindst er på niveau med den generelle beskæftigelse for befolkningen i den erhvervsaktive alder - korrigeret for op- og nedgangstider.

Hvis beskæftigelsen er lavere, modtager institutionen gradvist mindre beløb, indtil beskæftigelsen ligger 25 procentpoint under det generelle niveau. Herefter får institutionen ikke længere tilskud for beskæftigelse.

Der gives også tilskud i forhold til den tid, de studerende bruger på at gennemføre studiet.

Institutionerne får således det fulde beløb, hvis de studerende i gennemsnit er færdige senest tre måneder ud over normeret tid.

Hvis den gennemsnitlige studietid ligger over tre måneder i forhold til normeret tid, reduceres tilskuddet gradvist, indtil studietiden er mere end et år over normeret tid, hvor tilskuddet forsvinder.

Der er afsat 50 millioner kroner i 2019 og 65 millioner kroner årligt fra 2020 til det nye bevillingssystem, der træder i kraft 1. januar 2019.

/ritzau/