Fonseca-sag afslørede hul i reglerne: Nu vil Folketinget stramme regler for sygemeldinger

For fremtiden skal løsgængere også aflevere en lægeerklæring, hvis de søger sygeorlov fra Folketinget.

Mike Fonseca er gået på sygeorlov med løn. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Folketingets formand vil nu stramme reglerne for hvornår folketingsmedlemmer skal aflevere lægeerklæringer i forbindelse med sygeorlov.

Det siger Folketingets formand, Søren Gade (V), til DR.

Som det er nu, skal et folketingsmedlem aflevere en lægeerklæring til sin gruppeformand i forbindelse med en sygeorlov.

Men det gælder ikke løsgængere. De kan bare bede om sygeorlov til Folketingets formand uden at komme med en nærmere begrundelse.

- Reglerne bliver lavet om, hvis det står til mig, så der gælder de samme regler. Vi har præsidiemøde i morgen, og der vil jeg prøve at få lavet reglerne om, siger Søren Gade.

Fonseca har sendt lægeerklæring

Det sker i kølvandet på, at folketingsmedlem Mike Fonseca har meldt sig syg og er gået på sygeorlov med løn, efter han er blevet smidt ud af Moderaterne.

28-årige Fonseca måtte forlade Moderaterne, da det kom frem, at han er kæreste med en pige på 15 år. Det strider mod partiets adfærdskodeks.

Søren Gade understreger, at Mike Fonseca har afleveret en lægeerklæring, selv om det altså på nuværende tidspunkt ikke er et krav.

- En lægeerklæring går jo til gruppeformanden. Da han ikke er medlem af en gruppe, har han sendt til mig.

- Men som det er nu, er folk uden for grupperne ikke forpligtet til at vise en lægeerklæring. Jeg vil anbefale til præsidiet, at det bliver lavet om, så der gælder de samme regler for folk uden for grupperne som folk i grupperne.

Hvorfor har man ikke gjort det før? Det er jo ret nye regler?

- Det ved jeg ikke. Men jeg vil bruge den her anledning til, at det bliver ligestillet.

Hvorfor skal man som folketingsmedlem kunne trække en sygemelding, hvis man kommer ud for en dårlig sag?

- Nu gætter du jo. Jeg tror på, Fonseca er syg, for det har lægen skrevet, han er. Jeg forholder mig til, at et medlem har fået en lægeerklæring, hvor der står, han skal have en sygeorlov. Det får den pågældende, uanset om det er Fonseca eller andre, siger Søren Gade.

Mike Fonseca forklarede fredag aften til TV 2, at hans læge indtil vidt har sagt, at han skal trække stikket i tre uger.

Han sagde også, at hans sygemelding ikke kun handler om den sag, han står i lige nu med den 15-årige kæreste. Der drejer sig også om ting, han oplevede i sin tid som sygeplejerske og brandmand, inden han kom i Folketinget.

- Vi må se, hvordan jeg har det om tre uger. Men på nuværende tidspunkt har jeg mange ting, der kommer fra den baggrund, jeg har som sygeplejerske og brandmand, og de ting, jeg har oplevet i privatlivet med blandt andet hjertestop for et år siden i Operaen. Det er mange voldsomme ting, som jo afspejler sig i noget ptsd og stress, og så er der også det her. Så jeg skal passe på mig selv, sagde han til TV 2.

Regler strammet op efter Østergaard-sag

De nuværende regler blev lavet i december 2021. Før det, var der ingen krav om en lægeerklæring i forbindelse med sygdom og sygeorlov.

Reglerne kom under hård kritik, da den daværende radikale leder Morten Østergaard sygemeldte sig i oktober 2020 og tog på orlov med fuld løn. Sygemeldingen kom efter, at Østergaard trak sig som leder og erkendte, at han havde krænket en partifælle.

Morten Østergaard var på sygeorlov med løn, indtil han i juni 2021 fik et nyt job uden for politik.

Efter den sag valgte Folketinget så at indføre nye retningslinjer.

- Vi synes, det giver mening at indføre retningslinjer, der minder om dem, som gælder bredt på arbejdsmarkedet. Også selv om man ikke kan sammenligne hvervet som folketingsmedlem med en ansat, der er underlagt en arbejdsgiver, sagde Folketingets formand Henrik Dam Kristensen.

Der er tale om retningslinjer, da Folketinget ikke kan indføre regler, der binder politikerne, da de er valgte og ikke ansatte.