Nu er det afgjort. Danmark skal bidrage til den væbnede kamp mod Islamisk Stat. 94 stemte for beslutningsforslaget, der skal sende syv F-16 fly afsted og ni stemte imod.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt var glad for, at der er et bredt flertal i Folketinget for beslutningen for at sende flyene afsted.
- Regeringen og en stor del af Folketinget bidrager nu yderligere mod den forfærdelige terrororganisation IS. Det er en rigtig beslutning, men også en svær beslutning. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe det irakiske folk i kampen mod IS.
De borgelige partier udskød i aftes afstemningen om at sende flyene på vingerne. De ville have svar på, om danskere, der kæmper med IS mod de udsendte danske tropper kan blive tiltalt for landsforræderi.
Statsministeren ville ikke vurdere, om danskere, der kæmper mod de danske tropper, er landsforrædere.
- Der er forskellige paragraffer i vores straffelov, der kan håndtere mennnesker, der kæmper imod Danmark på den ene eller anden måde. Det er ikke Folketinget, der skal vurderere det. Det har vi heldigvis domstolene til, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.
De borgerliges beslutning om at udskyde afstemningen, er af regeringspolitikere blevet betegnet som indenrigspolitiske drillerier, men det ville Helle Thorning-Schmidt ikke kalde det.
- Der er af og til lidt fnidder i Folketinget, sådan er det. Det vigtigste lige nu, det er, at vores tropper i Skrydstrup nu kan tage afsted med et bredt flertal i ryggen og hjælpe amerikanerne i kampen mod den forfærdelige terrororganisation, siger hun.
Se hele interviewet med Helle Thorning-Schmidt i videoen i toppen af artiklen.
Ikke et kønt forløb
Udenrigsminister, Martin Lidegaard, mener, at den seneste dags diskussioner i Folketinget har været uheldige.
- Det er måske ikke det kønneste forløb, jeg har været med til i Folketinget. Men jeg er glad for, at der nu er et værdig afslutning, og vi nu kan sende flyene afsted med en bred opbakning fra Folketinget, siger han.
Venstre vil sikre sig, at mennesker, der kæmper mod danske tropper, får en hård straf efter en paragraf om landsforræderi. Den paragraf kan maksimalt give 16 års fængsel, mens regeringen vil dømme dem med terroparagrafen, der kan give livsvarigt fængsel, og Martin Lidegaard synes, de borgerlige skyder forbi pladen i den her sag.
- Jeg ønsker, at de mennesker, der tilslutter sig den forfærdelige terrororganisation bliver idømt den hårdest mulige straf. Men det er domstolene, der træffer beslutningerne i hver enkelt sag. Men jeg ønsker ikke som de borgerlige, at de skal dømmes efter en paragraf med en lavere strafferamme, siger han.
Se hele interviewet med Martin Lidegaard her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:542d0d136187a20f5430f7d1