Det er en stor ministerrokade, som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), og de Radikales leder, Margrethe Vestager (R), nu skal få til at gå op.
Seks SF-ministre forlader regeringen, og det efterlader så mange huller, at en rokade ifølge DRs oplysninger først kan være på plads tidligst i morgen, hvorefter de nye ministre kan tage til dronningen.
De Radikale og Sociademokraterne fik først torsdag formiddag at vide, at SF træder ud af regeringen, og derfor er alt fortsat i spil.
Negativt fokus på SF
Flere regeringskilder peger på, at SFs exit er en fordel for regeringen, fordi der meget længe har været et enormt negativt fokus på regeringsmakkeren SF. Det er også forventningen, at man kan få en mere smidig regering, der hurtigere kan træffe beslutninger.
Det er bare halvanden måned siden, at Helle Thorning-Schmidt måtte rokere rundt på posterne. Det skete i forbindelse med Morten Bødskovs afgang som justitsminister. Her sagde Helle Thorning-Schmidt:
- Vi har lavet nogle rokader, vi gerne ville lave. Og vi har lavet rokader, fordi ministre har måttet trække sig; det er de ærgerlige rokader. Men den her skulle gerne være den sidste, håber jeg, for det er et stærkt hold.