Støjen fra Danmarks kommende kampfly skal begrænses mest muligt, for de larmer mere end de nuværende F-16-fly.
Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) på et samråd efter kritik af, at de 27 nye kampfly larmer så meget, at de vil overskride støjgrænserne ved flyvestationen Skrydstrup i Sønderjylland.
Støjen skal begrænses mest muligt, og myndighederne skal være bedre til at informere om flyvninger, lyder det.
- Det er noget af det, vi har talt om, vi skal simpelthen blive bedre til sådan noget der, siger han.
F-35-kampflyene leveres først om en håndfuld år og larmer mere end ventet, hvorfor anlægsprocessen bliver forsinket i seks til 12 måneder - og projektet bliver en kvart milliard dyrere.
- Det er en udgift på 260 millioner kroner og en mindre forsinkelse i forbindelse med færdiggørelsen af anlægget, siger forsvarsministeren.
Desuden rykkes F35-komplekset fra flyvestationens nordvestlige hjørne til det sydvestlige hjørne efter et borgermøde i starten af marts.
Det betyder blandt andet, at der ikke længere er nogle borgere, der må forlade deres hjem på grund af byggeriet.
- Nu skal vi se støjberegningerne, men det ligger klart, at de støjer mere end F-15-flyene, og de overskrider, og det må vi lære at håndtere, siger forsvarsministeren.
Under samrådet beklager han, at han ikke har de endelige støjberegninger, hvorfor han ikke kan være mere konkret.
- Men jeg vil gerne give den sikkerhed, at det er noget, vi er dybt optaget af at løse så godt, vi overhovedet kan.
- Vi vil gå meget langt for at løse de problemer, siger han.
/ritzau/