Støttepartier vil tage flere flygtninge fra Afghanistan: 'Regeringen skal kunne se sig selv i spejlet'

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke tage diskussionen - endnu.

Danmark skal tage mod flere flygtninge fra Afghanistan, mener regeringens støttepartier. Arkivfoto fra en afghansk flygtningelejr for internt fordrevne. (Foto: © OMAR SOBHANI, Ritzau Scanpix)

Danmark er lige nu i gang med at evakuere danskere og en gruppe af lokalt ansatte i Afghanistan ud af landets hovedstad, Kabul, efter at Taliban har taget kontrollen.

Men det er ikke de eneste, der skal til Danmark, hvis det står til regeringens støttepartier. For når en flygtningestrøm af afghanere på et tidspunkt når Europa, skal Danmark være klar til at tage imod en del.

Det mener regeringens støttepartier - SF, Enhedslisten og De Radikale - der nu lægger pres på regeringen. Et pres, man første gang kunne læse om i Jyllands-Posten i går.

Men hvor mange flygtninge skal Danmark så tage imod fra Afghanistan?

Mindst 2.000, lyder buddet fra Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

- Vi har selv været med til at føre krig i landet og har et stort ansvar for at hjælpe de mennesker, som lige nu står i en meget desperat situation, siger hun til DR.

Storbritannien er klar

Udmeldingen kommer, efter at den britiske regering har meldt ud, at man er klar til at tilbyde asyl til op mod 20.000 afghanske flygtninge over de kommende år.

- Jeg synes, vi skal tilslutte os det arbejde og så sige, at vi som minimum vil tage 2.000 nu, siger Mai Villadsen.

Fra SF's udlændingeordfører, Karsten Hønge, lyder kravet, at man i første omgang bruger kvoteflygtningesystemet til at tage mod afghanske flygtninge.

SF's Karsten Hønge vil have regeringen til i første omgang at tage mod 300 afghanere som kvoteflygtninge. (Foto: © Martin Sylvest)

For støttepartierne har aftalt med regeringen, at Danmark skal tage mod 500 kvoteflygtninge, men ifølge Hønge er der stadig 300 "pladser", der ikke er taget i brug. De skal med det samme tilbydes til afghanske flygtninge, mener han.

- Vi har selv været til stede i 20 år i en håbløs, udsigtsløs krig i Afghanistan. Derfor foreslår SF, at vi her og nu afsætter 300 kvoteflygtningepladser til flygtninge fra Afghanistan.

Derefter skal man i samarbejde med andre EU-lande diskutere en større fordeling af de flygtninge, der måtte have brug for beskyttelse i Europa, lyder det fra SF.

Også De Radikale opfordrer til, at man finder en fordeling internationalt. Partiet vil ikke sætte tal på, hvor mange flygtninge Danmark skal tage imod.

Regeringen vil ikke diskutere endnu

Men den danske regering er ikke klar til at tage diskussionen om flygtninge fra Afghanistan lige nu. Det gjorde statsminister Mette Frederiksen klart på et pressemøde i går.

- Jeg vil rette en appel til, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge. Lige nu står vores folk derude i en ekstremt svær situation, som jeg ikke selv har set lignende nogensinde. Det er det, vi bruger vores fokus på.

- Så vil der rejse sig mange diskussioner, og udviklingen i Afghanistan har givetvis mange konsekvenser. Vi er villige til at gå ind i alle diskussioner, men her og nu er det operationen, lød det.

Se statsministeren forholde sig til spørgsmålet på pressemødet i går her:

DR har i dag forsøgt at få udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at stille op til interview om kravene fra støttepartierne. Det har han ikke villet.

I stedet har han sendt et skriftligt svar, hvor han heller ikke går ind i diskussionen om afghanske flygtninge i Danmark.

- Lige nu er regeringens fokus på evakueringen ud af Afghanistan. Men jeg følger selvfølgelig flygtningesituationen omkring Afghanistan meget tæt. Ingen ønsker sig en gentagelse af migrantkrisen i 2015.

- I lyset af den alvorlige situation i landet har den danske regering besluttet at sende et nyt humanitært bidrag på 100 millioner kroner til at afhjælpe den humanitære krise i Afghanistan og støtte nabolandene i at håndtere eventuelle flygtningestrømme. Jeg ved, at andre EU-lande også har fokus på at støtte landene i nærområdet, lyder det fra Tesfaye.

Regeringen skal kunne se sig i spejlet

Men regeringen skal være klar til at tage imod flygtningene, lyder det altså fra støttepartierne. Også selvom man ikke vil tage diskussionen her og nu.

- Jeg er sikker på, at regeringen skal kunne se sig selv i spejlet. Og efter 20 år i Afghanistan skal vi også rydde op efter os. Det indebærer blandt andet, at vi skal tage mod et antal flygtninge, siger SF's Karsten Hønge.

Heller ikke De Radikale vil stille sig tilfreds med, hvis regeringen nægter at tage mod flere flygtninge fra Afghanistan.

- Det ville være meget alvorligt. Hvis man er regering for et land, så er man det jo også i en global sammenhæng. Vi har et internationalt ansvar, og det kan man ikke frasige sig, fordi man eksempelvis er bange for indenrigspolitiske strømninger, siger De Radikales udlændingeordfører, Katrine Olldag.