Støjberg retter ind - men fastholder kritik af barnebrude

Det var ulovligt, da Støjberg ville adskille mindreårige brude fra deres ældre ægtemænd på asylcentre.

Folketingets Ombudsmand blev inddraget i sagen, da han i marts sidste år modtog en klage fra et syrisk ægtepar. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastholder sin kritik af barnebrude.

Hun mener, at det er uacceptabelt, når mindreårige brude har lov til at bo med deres ældre ægtemand på danske asylcentre.

Folketingets Ombudsmand orienterede 1. februar ministeriet om, at en instruks om at skille parrene efter hans vurdering var ulovlig.

Selv om ministeren må rette ind, fastholder hun sin holdning.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at piger bliver indkvarteret med væsentligt ældre mænd. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har ønsket en så restriktiv linje som overhovedet muligt inden for lovens rammer, siger Inger Støjberg mandag.

Ombudsmanden fandt ministeriets fremgangsmåde særdeles kritisabel.

Instruksen fra ministeriet betød, at asylansøgere under 18 år ikke kunne bo sammen med deres ældre ægtefælle på danske asylcentre.

Men det strider imod FN's Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Folketingets Ombudsmand blev inddraget i sagen, da han i marts sidste år modtog en klage fra et syrisk ægtepar.

Den 17-årige gravide kvinde og hendes 26-årige mand var blevet adskilt og placeret på to forskellige asylcentre.

/ritzau/