En imam har i en moské på Nørrebro angiveligt opfordret til drab på jøder.
Kommentarerne er ifølge Kristeligt Dagblad faldet under en fredagsbøn, tilbage i slutningen af marts i Masjid Al-Faruq moskéen, og udlændinge-og integrationsminister Inger Støjberg (V) kalder det for "horribelt".
- Det hører slet ikke til i Danmark. Man skal ikke komme her med sine koranvers og prædike den her slags ting, siger ministeren.
Ifølge Inger Støjberg skal der slås hårdt ned på den slags ytringer, hvilket også var grunden til, at lovgivningen på området blev strammet sidste år.
Det Jødiske Samfund i Danmark har også allerede kontaktet politiet for at få dem til at undersøge, om der er grundlag for at rejse en sag. Hvis det sker, må sagen gå sin gang ved domstolene, siger Inger Støjberg:
- Og så får vi jo så at se, om for eksempel imam-paragraffen, som blev vedtaget sidste år, så får sin virkning her. Der kan også være andre bestemmelser, som kommer til at træde i kraft.
S: Meget alvorligt
Sagen er kommet frem, fordi et amerikansk institut - Memri - har oversat fredagsbønnen. At der skulle en udefrakommende organisation til, før der blev debat om bønnen ærgrer ministeren.
- Det burde komme inde fra det muslimske samfund. Det gør det ikke, men man kan jo håbe, at det kommer i fremtiden. Jeg tror desværre, det er naivt at tro, at det kommer lige med det samme, siger Inger Støjberg
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fortæller til Kristeligt Dagblad, at de nu vil tage sagen op med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
- Vi har at gøre med en moské, der er ligesom Grimhøj Moskeen i Aarhus. Det er meget, meget alvorligt, og vi kan selvfølgelig ikke leve med, at imamer taler sådan til deres menighed, siger Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af retsudvalget for Socialdemokratiet.
Det Jødiske Samfund har valgt at politianmelde imamen, da de mener, at hans prædiken er en opfordring til at begå drab på jøder.