Regeringen har nu mulighed for at pålægge transportører som DSB og Scandlines strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i landet uden gyldige identitetspapirer.
Dog kun i tilfælde af at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol som følge af en ekstraordinær situation, påpeger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Og det er ikke noget, jeg ønsker, vi skal indføre. Men vi kan komme i en situation, hvor det bliver nødvendigt. Det kan for eksempel være, hvis svenskerne sætter deres transportøransvar i funktion, og det har de nævnt, at de overvejer i det nye år, siger hun.
Arriva har langet ud efter loven, fordi trafikselskabet mener, at kontrol af identitetspapirer er en politiopgave. Men Inger Støjberg afviser kritikken.
- Det her er ikke en politiopgave. Det er en transportøropgave.
Men tror du en billetkontrollør kan se forskel på et ægte og falsk pas?
- Ja, det vil jeg mene. Men det er selvfølgelig også noget af det, vi tager hensyn til. Vi kan sagtens få enderne til at hænge sammen. Og det skal det også, for det kan blive nødvendigt at indføre det her, hvis for eksempel svenskerne indfører transportøransvar.
- Og så kan vi ikke se på her i Danmark, at der vil opstå ophobninger af flygtninge og migranter på Københavns Hovedbanegård. Den situation skal vi ikke bringe os selv i, siger Inger Støjberg.
Tysk politi har understreget, at danske transportselskaber ikke kan kontrollere pas syd for grænsen. Men det er ikke helt sådan, det hænger sammen, påpeger Inger Støjberg:
- Som jeg hører det, siger tyskerne, at man ikke kan udføre paskontrol - eller grænsekontrol. Og det er fuldstændig rigtigt. Men det her ikke heller ikke grænsekontrol. Det her er kontrol med, om der er gyldigt pas og om man har visum, siger hun.