Støjberg i samråd: Vi er klar til kvoteflygtninge når integrationen lykkes

Udlændingeministeren håber, at Danmark igen en dag kan modtage nogle af verdens mest udsatte flygtninge.

Ministeren fastholder fortsat, at Danmark har brug for et pusterum fra kvoteflygtninge. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det er uvist, hvornår Danmark igen kommer til at tage imod kvoteflygtninge, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Vi kommer til at modtage kvoteflygtninge, når der er styr på tilstrømningen hertil. Og når vi kan se, at vi har en situation, hvor de mennesker, der er kommet hertil som flygtninge og familiesammenførte, har taget landet til sig.

- Det her kommer til at handle om, hvornår integrationen er lykkedes for de mennesker, der er kommet hertil, siger hun.

Inger Støjberg var kaldt i samråd om regeringens stop for modtagelse af kvoteflygtninge i Danmark for 2016 og 2017.

Holder fast på beslutning

For det er usolidarisk over for de andre lande, som er med i aftalen om at tage imod og beskytte FN-flygtningene, lyder det fra Alternativets Josephine Fock og SF's Holger K. Nielsen.

Men ministeren fastholder fortsat, at Danmark har brug for et pusterum fra kvoteflygtninge. For samfundet er i en særlig situation med store udfordringer.

- Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker, der er på flugt. Men vi har også et ansvar for, at vores land hænger sammen. Økonomisk, socialt og kulturelt.

- Stoppet for kvoteflygtninge i 2016 og 2017 var rigtigt. Efter min mening kunne vi som samfund ikke rumme mere, siger Inger Støjberg.

1.500 flygtninge på tre år

Ministeren håber, at landet igen en dag vil modtage nogle af verdens mest udsatte og sårbare flygtninge. Hvornår det bliver, kan Inger Støjberg dog ikke sige noget om, for det afhænger af de flygtninge, som allerede er her.

- At de arbejder, taler sproget og har taget den helt almindelige danske hverdag til sig. Hvornår det er, kan jeg selvfølgelig ikke sige lige nu, siger hun.

Siden 1979 har Danmark hvert år modtaget nogle af de mest udsatte flygtninge gennem FN-systemet.

Aftalen har hidtil været, at Danmark løbende skulle tage 1500 kvoteflygtninge over en treårig periode. Men det skal altså være slut, hvis det står til regeringen.

Med et nyt lovforslag ønsker regeringen nemlig at gøre det muligt for den siddende udlændinge- og integrationsminister at afgøre, hvor mange kvoteflygtninge Danmark kan tage imod.

/ritzau/