Statsrevisorerne skælder ud på Skat: Kontrol var helt utilstrækkelig

Statsrevisorer retter skarp kritik mod Skat for ikke have haft nok styr på udbetaling af negativ moms.

Det er ikke dokumenteret, at der rent faktisk er svindlet, men det kan heller ikke afvises, konkluderer statsrevisorerne. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Der er risiko for, at der er foregået omfattende svindel med refusion af moms, konkluderer Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne påtaler således på det skarpeste, at Skats kontrol med udbetaling af negativ moms har været helt utilstrækkelig.

Dermed er Statsrevisorerne ude med noget af den skarpeste kritik, de har i arsenalet.

Kritikken går på, at Skat har ført en alt for lemfældig kontrol med den moms, virksomhederne har fået udbetalt som refusion.

Skatteministeriet kan ikke forklare sig

Det er ikke dokumenteret, at der rent faktisk er svindlet, men det kan heller ikke afvises, siger statsrevisorformand Peder Larsen (SF).

Han henviser til, at der er sket en stor stigning i udbetalingen af negativ moms.

Den er i perioden 2009-2015 steget fra 140 milliarder til cirka 235 milliarder kroner, og dermed er der potentielt svindlet for op mod 95 milliarder kroner.

- Skatteministeriet har ikke været i stand til at forklare den stigning. Og det har heller ikke givet Skatteministeriet anledning til at analysere det nærmere, konstaterer han.

- Det er muligt, fordi kontrollen er så svag, siger Peder Larsen på et pressemøde.

Han kalder kontrollen "helt utilstrækkelig og mangelfuld" og tilføjer, at der er risiko for store tab for statskassen.

- Der har været for få medarbejdere, der har arbejdet med for mange sager og haft for lidt tid til det, siger Peder Larsen.

Lige så alvorligt som udbytteskat-skandale

Den radikale statsrevisor, Klaus Frandsen, sammenligner sagen med svindlen med refusion af udbytteskat, hvor statskassen er blevet lænset for omkring 12 milliarder kroner.

- Det er lige så alvorligt. Der er ikke påvist svindel. Men beløbet, der kan være svindlet med, er så meget større. Så selv hvis der kun er svindlet for en lille andel, er det meget alvorligt, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skriver i en pressemeddelelse, at han tager kritikken meget alvorligt.

På fredag vil han diskutere en styrkelse af kontrollen med de partier, der er med i aftalen om skattevæsnet, lover han.

- Omvendt er der ikke noget, som tyder på - hvad nogen jo ellers havde frygtet - at enkeltpersoner eller enkelte firmaer svindler statskassen for kæmpe milliardbeløb, som vi så det i udbytteskandalen, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/