Det skete for både Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, og Frankrigs præsident François Hollande. Efter terrorangrebene i Oslo og Paris kunne begge regeringsledere notere sig en væsentlig fremgang i de efterfølgende meningsmålinger.
Samme såkaldte statsministereffekt må Helle Thorning-Schmidt kigge langt efter herhjemme ovenpå terrorangrebet i København. Det viser den første meningsmåling foretaget af Epinion for DR siden attentatet for 11 dage siden.
S: Vi er ikke tilfredse med måling
Her får Socialdemokraterne 22 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 0,9 procentpoint siden sidste Epinion-måling fra 29. januar og er en samlet tilbagegang på 2,8 procentpoint i forhold til valgresultatet i 2011.
Politisk ordfører hos Socialdemokraterne Maja Panduro er skuffet over målingen:
- Jeg er ikke tilfreds med målinger, hvor vi ikke står til at genvinde regeringsmagten. Det er klart. Jeg synes, vi bør stå bedre. Jeg tror bare også, der er andre ting, der er vigtigere lige nu, og det tror jeg også, danskerne synes, siger hun.
På trods af den udeblivende statsmandseffekt er Maja Panduro alligevel fortrøstningsfuld:
- Jeg tror, det er meget naturligt, at målingerne går lidt op og lidt ned. Vi ser ikke nogle af de massevælgervandringer mod højre, som kloge kommentatorer ellers havde været ude at varsle. Det, som vi er optaget af, er at holde snuden i sporet og gøre arbejdet færdigt. Vi er ikke færdige endnu, og derfor kommer der heller ikke valg i morgen, siger hun.
Blå blok går frem
I rød blok er det ikke kun Socialdemokraterne, men også SF og Radikale Venstre, der kan registrere en tilbagegang siden seneste Epinion-måling fra januar. Kun Enhedslisten trækker rød blok i retningen mod fortsat indflydelse de næste fire år med en fremgang på 0,4 procentpoint.
Mens meningsmålingen muligvis får rød blok til at gruble, kan blå blok være godt tilfreds.
Her går alle partier frem i forhold til januarmålingen. Liberal Alliance kan notere sig den største fremgang, da partiet står til 5,7 procent af stemmerne, men også Dansk Folkeparti og Konservative kan notere sig en lille fremgang på 0,5 procentpoint.
Venstre står til at få 23,7 procent af stemmerne. Det er en lille fremgang på 0,1 procentpoint siden sidste måling, men stadig tre procentpoint under valgresultatet fra 2011.
Venstre er begejstret for klart flertal
Samlet set står blå blok til at erobre regeringsmagten med 98 mandater mod rød bloks 77.
Den seneste måling glæder Venstres næstformand, Kristian Jensen:
- Vi er meget begejstrede for, at der er så klart et flertal bag en ny borgerlig, liberal regering. Det er vigtigt, at der er mandater nok til, at vi kan få skiftet regeringen ud, og så er vi i Venstre glade for, at vi holder fast i det mandattal, vi havde sidst i den seneste måling, siger han.
Epinion-målingen er lavet på baggrund af i alt 1.735 interviews i perioden 16.-23. februar, og den maksimale usikkerhed er 2,35 procent.