Sparekatalog til Forsvaret: Der kan slankes med over 900 stillinger

Forsvarsministeren har modtaget 1.000 siders sparekatalog.

Der skal tyndes ud i geledderne og nedlægges stillinger, hvis det står til forslagene i en ny budgetanalyse om forsvaret. (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

Et tungt sparekatalog på 1.000 sider er landet på forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) bord.

I den såkaldte budgetanalyse opremser to konsulenthuse mulighederne for at slanke det danske forsvar.

Konklusionen er, at der er fundet mulige effektiviseringer på op til 1,1 mia. kroner.

Blandt andet foreslår man, at mellem 680 og 930 stillinger inden for forsvarsministeriets område kan nedlægges. Det er primært soldater- og officersstillinger inden for hæren, søværnet og flyvevåbnet.

Pengene skal gå til afbetaling på de nye kampfly, øgede udgifter til veteraner med posttraumatisk stress og en styrket indsats mod terror.

Har lovet Nato at bruge flere penge

Dermed burde sparekniven være slebet op til efterårets forhandlinger om forsvarsforliget. Men helt så enkelt er operationen ikke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har nemlig lovet Natos generalsekretær Jens Stoltenberg, at Danmark vil bruge flere penge på forsvaret. "Et substantielt løft," som det hed.

- Vi har ligesom to bevægelser, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:

- Den ene er, at der er noget, vi kan gøre billigere, og altså spare nogle penge. På den anden side har vi sagt, at vi skal give forsvaret et løft, altså give flere penge.

Forsvarsministeren vil derfor nøje overveje de mange spareforslag.

- Jeg vil gætte på, at der er noget, vi gerne vil bruge, noget vil være kontroversielt, og noget vil jeg ikke kunne skaffe flertal for i Folketinget, siger Claus Hjort Frederiksen.

Formand: Opgaver falder nedad

På Natos ønskeliste til det danske forsvar er blandt andet opgradering af fregatter med missilsystemer, sonarsystemer til eftersøgning af ubåde i Østersøen og bedre forsvar mod cyberangreb. Men i officerernes forening, HOD, frygter formand Niels Tønning, at den samlede øvelse ender med at gå ud over robustheden i forsvaret.

- Det gavner ikke hæren, at der kommer missiler i siloerne på fregatterne, at vi bliver i stand til at bekæmpe ubåde, eller at vi får et stort cybercenter ved Forsvaret Efterretningstjeneste, siger han.

- Man sænker kvaliteten i den traditionelle del af forsvaret, og så får man noget nyt andre steder. Men man får altså ikke den robusthed, man har fjernet ved de seneste forlig, siger Niels Tønning.

- Der er jo ikke nogen, der sidder og puster balloner op. De her 250 officerer, der måske forsvinder, de har jo løftet en opgave. Hvis den opgave ikke forsvinder, så falder den nedad på nogle andre, siger HOD-formanden.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, er indstillet på at overveje - og så måske droppe - en hel del af sparekatalogets forslag:

- Vi håber, at mange af de her tiltag ikke bliver til noget, for samtidig med at vi har fået dette sparekatalog, så skal der jo tilføres flere penge til forsvaret, så derfor er det ikke en nødvendighed, at det her gennemføres, siger hun.