Soldaterformand: Løkke taler ned til danske veteraner

Venstres veteranudspil får blandet modtagelse hos danske soldaterforeninger.

Langtidsledige veteraner skal have hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, lyder det fra Venstre i et nyt forslag.

Al ære og respekt for at ville hjælpe danske veteraner, men Venstres forslag om at give en pose penge til arbejdsgivere for at ansætte en ledig veteran risikerer at give bagslag.

Sådan lyder reaktionen fra Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, efter at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har foreslået en ordning, hvor staten betaler et kontant beløb til firmaer, der vælger at ansætte en ledig krigsveteran.

- Jeg synes virkelig, Lars Løkke Rasmussen taler ned til vores veteraner på denne måde. De er åbenbart så dårligt stillede, at de skal have hjælp, siger Flemming Vinther.

Lars Løkke Rasmussens udspil går kort fortalt ud på, at Venstre vil give et kontant beløb til virksomheder for at ansætte veteraner, der har gået ledige i længere tid. Beløbet skal ligge et sted mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Veteraners kompetencer skal tales op

Venstre-formanden mener, at samfundet historisk set har været for dårlig til at tage hånd om veteraner, og det skal udspillet rette op på.

Men Flemming Vinther ser Lars Løkke Rasmussens forslag som et udtryk for misforstået hensyntagen til de veteraner, der ikke har et job.

- Det er da fint, og al ære og respekt for det, men det lyder bare som om, at veteraner er en gruppe mennesker, der ikke kan få et arbejde af sig selv uden at have en pose penge med sig, siger Flemming Vinther.

Han mener, at veteraners kompetencer i højere grad skal tales op, og det gør Venstres forslag ifølge Flemming Vinther ikke.

- Hvis vi ser bort fra den gruppe af veteraner, der bliver syge, så kommer alle veteraner hjem med styrkede kompetencer, ikke mindst på det personlige plan i forhold til samarbejde, selvstændighed og ansvarsfølelse, siger Flemming Vinther.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor arbejdsgivere skal have kompensation for at tage en arbejdskraft ind, som er super god, siger han.

Flemming Vinther er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening.

Fagforening hilser forslag velkommen

Hos Centralforeningen for Stampersonel, der med sine knap 9.000 medlemmer er den største fagforening i forsvaret, er modtagelsen af Venstres udspil anderledes positiv.

- Alt, hvad der kan gavne vores veteraner, hilser vi velkommen, siger kommunikationsrådgiver Helle Kolding fra Centralforeningen for Stampersonel.

Hun vurderer, at 'en del' veteraner har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, efter at de er vendt tilbage fra en eller flere udsendelser.

Samtidig er hun glad for, at der nu sættes fokus på de veteraner, som vender hjem uden psykiske sygdomme og lignende, og som er i stand til at vende tilbage til det almindelige arbejdsmarked. Den gruppe har været forsømt, lyder det.

- Dem, der har været mest i fokus, har måske været dem, der ikke kan komme i arbejde, og det er fint også at rette fokus mod dem, der kan komme tilbage og måske give dem en lille genvej på denne måde, siger Helle Kolding.

Lars Løkke Rasmussen siger til DR Nyheder, at en eventuel borgerlig regering vil have Venstres veteranudspil som en 'meget høj prioritet' efter det forestående folketingsvalg.