Socialdemokratiet: Flere private skal lave public service

Samlet set skal der ikke bruges færre penge på public service, siger S i nyt udspil.

Frem mod medieforliget præsenterer Socialdemokratiet nu 10 punkter som udgangspunkt for forhandling. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Public service-puljen skal styrkes, og de private produktionsselskaber skal i højere grad byde ind på produktion af indhold med støtte fra puljens midler.

Det mener Socialdemokratiet, der frem mod det kommende medieforlig under overskriften ”En stærk dansk stemme i en global medieverden” præsenterer 10 punkter, der ifølge partiet skal være udgangspunkt for forhandlingerne.

- Vi skal fortsat have et stærkt DR, det er en nødvendig muskel. Men vi kan godt flytte pengene, hvis de kan bruges bedre andre steder, siger Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, til DR Nyheder.

Af samme grund skal udlægningskravet til Danmarks Radio øges, så flere private produktionsselskaber kommer til at bidrage til produktionen af public service-indhold, skriver Socialdemokratiet i oplægget til medieforliget.

- Derfor mener vi, at der kan gives yderligere midler til public service-puljen - men med det udgangspunkt, at DR så skal have mulighed for at få programmer finansieret af puljen, siger Mogens Jensen.

Omkring jul foreslog Venstre at styrke public service-puljen ved at flytte 400 millioner kroner fra DR og give alle danske medier uanset platform mulighed for at søge fra puljen. Forslaget gik desuden på at samle alt det indhold, der bliver produceret med støtte fra puljen, i en Danflix-streamingtjeneste - en dansk public service-pendant til Netflix.

Medieskat, mere lokalstof og mindre underholdning

Der har været længe været talt meget om det kommende medieforlig, og politiske forslag fra højre og venstre er drypvist blevet en del af diskussionen.

Således indeholder Socialdemokratiets oplæg til medieforliget også adskillige elementer, partiet allerede har bragt på banen.

Tidligere har Socialdemokratiet blandt andet sagt, at medielicensen bør erstattes af en skattebaseret finansieringsmodel, og at den lokale og regionale dækning hos de danske medier bør opprioriteres.

Desuden vil man reformere Danmarks Radio, sådan at der i højere grad fokuseres på ”de vigtige public service-opgaver”.

Dermed åbnes der også op for muligheden for at skære i DR - men helt præcist hvor og hvor meget vil Socialdemokratiet ikke lægge sig endeligt fast på endnu.

- Men det er kerneydelserne, DR skal styrke, og så er det noget af det, der ligger i gråzonerne omkring underholdning, der skal blive mindre af. Det må vi så leve med, siger Mogens Jensen.

Han nævner bolig- og madprogrammer som eksempler på indhold, der kan skæres ned på. Omvendt skal nyheder, det regionale stof og indhold målrettet børn og unge opprioriteres.

Står det til Socialdemokratiet, skal der dog ikke samlet set bruges færre penge på public service, end der gør i dag. Derfor skal besparelserne i DR så vidt muligt gå til andre public service-medier.

Regeringen er stadig ved at lægge sidste hånd på sit udspil til et nyt medieforlig og har heller ikke lagt sig endeligt fast på, hvor meget man vil skære i DR. Flere partier har dog peget på, at besparelser på omkring 12,5 procent er et godt bud.