Socialdemokratiet afviser massivt indhug i DR

Partiet vil ikke være med til at skære 20 procent på DR, siger medieordfører.

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, afviser at partiet vil acceptere regeringens ultimative krav om besparelser på DR. Det er meget voldsomt, siger han.

Socialdemokratiet vil ikke acceptere det ultimative krav fra regeringen om at finde besparelser i DR på 20 procent over fem år.

Det siger partiets medieordfører, Mogens Jensen, til DR Nyheder.

- Hvis regeringen med et snævert flertal ønsker at stille et ultimativt krav, så er der ikke mulighed for at lave et bredt medieforlig. Det er Socialdemokratiets udgangspunkt.

- Det er en meget voldsom beskæring af Danmarks Radio, man her lægger op til. Det er mange tusinde timers nyheder, drama, børne-tv og dokumentar, man vil fjerne fra danskerne. Det synes vi er ganske alvorligt.

Meldingen kommer efter, at regeringen og Dansk Folkeparti tidligere i dag præsenterede en politisk aftale, der lægger op til at skære 20 procent i DR og afskaffe medielicensen.

Adgangsbilletten er 20 procent af DR's budget

Hvor besparelserne i DR skal findes bliver en del af forhandlingerne i et kommende medieforlig. Et medieforlig hvor adgangsbilletten til at sidde med rundt om forhandlingsbordet er, at partierne accepterer størrelsen på besparelserne, har regeringen sagt.

De resterende partier til venstre for midten har samstemmende kritiseret regeringens aftale. Hverken SF eller de Radikale har udsigt til at indløse adgangsbillet til regeringens medieforhandlinger, mens Enhedslisten og Alternativet endnu ikke har taget stilling.

I Socialdemokratiet vil man nu rette henvendelse til regeringen for at få klarhed over, hvorvidt besparelseskravet er hugget i sten og dermed ikke er til forhandling.

- Vi forstår simpelthen ikke, at det kan være rigtigt, at regeringen stiller et ultimativt krav for at indgå i forhandlingerne. Det er ikke god forhandlingsskik i forhold til at skabe brede medieforlig i Danmark.

- Vi stiller gerne op til forhandlinger om et nye medieforlig. Det har Danmark brug for, men vi kan simpelthen ikke se os selv i de her voldsomme nedskæringer, som regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til.

Et voldsomt anslag mod dansk kultur

Den politiske aftale vil ifølge DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, betyde"omfattende reduktioner i DR's aktiviteter og væsentlige omprioriteringer," siger han til Ritzau.

Den vurdering deler Mogens Jensen, der forudser væsentligt færre sendetimer på DR. Noget han mener er et frontalt angreb på den danske kultur.

- Man skal forstå, at de her 20 procent svarer til noget der ligner 4.000 timers mindre danskproduceret og dansksprogede nyheder, drama-tv og børne-tv. Det i en tid hvor det vælter ind over os med udenlandsk indhold fra udenlandske aktører.

- Det er et voldsomt anslag mod dansk kultur, hvis der forsvinder 4.000 timers dansksproget tv. Det er ikke det svar, vi bør have på de udfordringer, vi står over for, siger medieordføreren.

Medieforligsforhandlingerne forventes at gå i gang om "kort tid". Hvornår ønsker kulturminister Mette Bock (LA) ikke at svare på i dag.