Socialdemokratiet vil gerne forhandle med regeringen om, hvordan man kommer af med burkaer, som partiet mener, er kvindeundertrykkende. Men det kræver, at regeringen først lægger sig fast på en linje.
Det skriver udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) i en sms til Ritzau, efter at hans partifælle Mette Gjerskov har fastslået, at hun vil stemme imod et forslag fra Dansk Folkeparti om et forbud mod heldækkende beklædning.
Den klare udmelding fra Mette Gjerskov er altså ikke udtryk for nogen officiel S-partilinje. En sådan må man vente med, til regeringen har taget stilling til forslaget fra DF, der officielt fremsættes onsdag.
Regeringen er delt i spørgsmålet. Konservative støtter DF-forslaget, populært kaldet burkaforbud, mens Liberal Alliance er imod. Og i det største af regeringspartierne, Venstre, er der intern uenighed.
Udlændingeordfører Marcus Knuth (V) taler for et forbud. Men andre folketingsmedlemmer holder fast i partiets hidtidige linje, som er at være imod et forbud.
- Hvordan vi bedst løser problemet, diskuterer vi gerne med regeringen, når de er blevet internt enige om en linje på sagen, skriver Dan Jørgensen til Ritzau.
- For os er det ikke afgørende, hvilke virkemidler der bruges. Men vi ønsker en virksom indsats mod burkaer.
Mette Gjerskov, der er sit partis udviklingsordfører og tidligere minister, har dog gjort sin stilling op.
- Jeg mener helt grundlæggende, at der er en grænse for, hvad vi kan lovgive om. Det vil der være forskellige eksempler på. Men et af eksemplerne er, at vi kan simpelthen ikke lovgive om tøj, siger hun.
- Det er simpelthen at gå for langt at bestemme, hvilket tøj mennesker skal have på. Derfor vil jeg til hver en tid stemme imod et forbud mod at bære religiøse påklædninger.
Selv om DF's beslutningsforslag er formuleret som et generelt forbud mod heldækkende beklædning og maskering, lægger forslagsstillerne ikke skjul på, at det blandt andet er de muslimske kvindedragter burka og niqab, de har i tankerne.
Hvornår Venstre bliver enige om en fælles holdning, kan politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke svare på. Men Venstre har gruppemøde onsdag, inden DF's forslag fremsættes i Folketingssalen.
- Jeg kommer ikke til at mene noget nyt om burkaer, før vi har drøftet det i gruppen, skriver han i en sms til Ritzau.
/ritzau/