Skatteordfører: Det offentlige har snart 100 milliarder kroner til gode

Gælden til det offentlige vil i 2017 runde 100 milliarder kroner, oplyser skatteordfører efter orientering.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er om ganske få dage, senest i næste uge, nødt til at fortælle Folketingets partier og offentligheden, at den samlede gæld til de offentlige kasser har nået et nyt rekordniveau.

Det skriver Politiken tirsdag.

Tæt på 100 milliarder kroner har stat, kommuner og regioner til gode hos borgere og virksomheder, der har misligholdt betalingen af parkeringsbøder, skattegæld, børnepenge, SU-lån eller moms.

- Vi har fået en orientering om, at gælden til det offentlige vil runde 100 milliarder inden årsskiftet, siger den socialdemokratiske skatteordfører, Jesper Petersen til Politiken.

I november lød opgørelsen, at gælden til det offentlige var på 91,7 milliarder kroner.

Ifølge skatteministeren vil gælden blive ved med at vokse gennem 2017.

- Jeg har ikke lagt skjul på, at restancerne vil vokse, indtil vi har et effektivt inddrivelsessystem, og der er vi ikke endnu, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

- I begyndelse af 2018 skulle det nye it-system være oppe at køre, så der skulle gerne være styr på de nye fordringer, der kommer ind.

Tidligere har samme avis skrevet, at gælden til det offentlige i perioden fra juni 2015 til juni 2016 steg med 1,5 milliarder kroner i gennemsnit om måneden.

Dengang udtrykte skatteadvokat Eduardo Vistisen bekymring over inddrivelsen af gælden.

- Med så stor en stigning på så kort tid virker det, som om inddrivelsen er ude af kontrol, sagde til avisen.

- Tidligere steg den offentlige gæld tre til fire milliarder om året, og det var bestemt slemt nok, men nu er stigningen femdoblet. Det virker, som om bunden er gået ud af systemet.

Siden 2005 er 3000 medarbejdere blevet fyret i forventning om, at deres arbejde kunne udføres af it-systemet EFI. Systemet har siden vist sig ubrugeligt og er blevet skrottet.

/ritzau/