Om et par uger er der kun et par klik mellem dig og en anmeldelse af naboens sorte arbejde eller kollegaens skatteunddragelse. Og du kan gøre det anonymt. Skat genåbner nemlig den digitale sladretjeneste, så det bliver nemmere for landets borgere at komme af med deres viden om snyd.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) er manden bag genåbningen.
- Vi er i 2015, og vi lever i en digital tidsalder. Og det er sådan lidt underligt, at man lige præcis på det her område ikke kan benytte sig af Skats hjemmeside, siger Benny Engelbrecht.
Østergaard sagde nej
Så sent som i februar lukkede regeringen - via den daværende radikale skatteminister, Morten Østergaard - ellers tjenesten, fordi ministeren ikke ville opfordre borgerne til at anmelde hinanden anonymt. Den slags anmeldelser af hinanden undergraver grundlaget i vores fællesskab, lød argumentationen.
Men det er allerede muligt at anmelde anonymt, understreger Benny Engelbrechdt, og allerede nu er cirka halvdelen af de i alt 8000 anmeldelser til Skat anonyme.
Men mange foretrækker at anmelde via mail, og her er det ikke muligt at være anonym, fordi Skat er forpligtiget til at udlevere mailadressen, hvis den anklagede beder om det.
Benny Engelbrecht siger dog, at hans ærinde med tjenesten ikke er at opfordre til anonymt stikkeri, som Brian Mikkelsen (K) og andre borgerlige politikere mener.
- Jeg vil ikke lægge specielt meget vægt på, at folk skal kunne anmelde anonymt. Jeg synes, at de som har noget, de vil anmelde til myndighederne, selvfølgelig skal kunne gøre det. Og med den tjeneste, vi laver på hjemmesiden, vil man både kunne gøre det anonymt og ikke-anonymt, siger Benny Engelbrecht.
Grundløse anmeldelser forsvinder
Efter at have studeret erfaringer fra andre myndigheder som Udbetaling Danmark, politiet og en række danske kommuner, frygter Benny Engelbrecht ikke, at flere vil bruge sladretjenesten til at chikanere eller genere hinanden.
- Erfaringerne fra andre myndigheder, der har sådan nogle kontaktformularer på deres hjemmesider, er, at de åbenlyst grundløse anmeldelser ser ud til at forsvinde. Og det, synes jeg, sådan set er meget fornuftigt. Samtidig ser det ikke ud til, det giver væsentligt flere anmeldelser, siger Benny Engelbrecht.
Klar til at genoverveje
Benny Engelbrecht tror, at folk overvejer en ekstra gang, om de virkelig skal anmelde naboen eller kollegaen, når sætter sig til tasterne.
- Fordi folk ligesom bliver nødt til at tænke en ekstra gang over det, når de skal gå ind i sådan en formel kontaktformular og skal formulere sig. Det tyder det i hvert fald på. Og vi vil selvfølgelig se, om det også gør sig gældende for Skats område, siger Benny Engelbrecht.
- Tværtimod så ser det altså ud som om, at det har den fordel, at de åbenlyst grundløse (anmeldere, red.), ikke længere kontakter via den her tjeneste og portal. Men nu må vi selvfølgelig se, om det også bliver tilfældet. Og det vil jeg selvfølgelig følge nøje med i, så hvis det ser ud som om, det går i en forkert retning, så vil jeg selvfølgelig genoverveje, siger Benny Engelbrecht.