Skatteminister er parat til at drøfte skattekommission

Skatteministeren vil hurtigt indkalde partierne til drøftelser om en undersøgelseskommission af Skat.

Skatteminister Kristian Jensen er parat til at diskutere en undersøgelseskommission af Skat. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Skatteminister Karsten Lauritzen vil hurtigst muligt indkalde partierne til drøftelser om en undersøgelseskommission.

Det sker, efter at S og DF i en fælles pressemeddelelse har krævet en undersøgelse.

Hidtil har meldingen fra regeringen været, at den går mere op i at se fremad end bagud, når der er spurgt til muligheden for at nedsætte en undersøgelseskommission af kriserne i Skat.

- Jeg tror, at partierne har en forventning om, at vi ikke bare mødes til en løs snak, men en reel politisk drøftelse. Det kræver, at tingene bliver forberedt, og det tager tid. Men det sker så hurtigt som det overhovedet er muligt, siger han.

- Hvis Folketinget ønsker noget, så arbejder jeg som skatteminister konstruktivt med på den dagsorden, siger Karsten Lauritzen.

Joakim B. Olsen, skatteordfører for Liberal Alliance, siger til DR, at partiet vil stemme for en undersøgelseskommission. Han undrer sig dog over kravet, fordi der før jul var flertal for en advokatundersøgelse, og fordi der er tegnet kontrakt med et advokatfirma.

- Vi har aldrig været imod en dommerundersøgelse, fordi den udelukker ikke en efterfølgende dommerundersøgelse. Men nu tager vi så undersøgelseskommissionen, men jeg tror ikke der kommer noget ud af den, siger han.

/ritzau/