Skat opretter 300 nye job på Fyn og i Jylland

300 nye arbejdspladser i Skat oprettes udenfor København. Det sker for at styrke inddrivelsen af gæld.

Skatteminister Karsten Lauritzen glæder sig over, at Skat nu får rettet op på inddrivelsen af gæld. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Skat vil oprette 300 nye arbejdspladser uden for København, og samtidig er udflytningen af 275 stillinger på plads.

De nye job bliver oprettet i Thisted, Grenaa, Herning, Tønder og Ringkøbing og Middelfart for at styrke inddrivelsen af gæld.

Thisted kan glæde sig over at være den by, der med 60 nye arbejdspladser, får flest.

Skat flytter flest

Skats gældsinddrivelsessystem, EFI, blev lukket 8. september, og siden er der stort set ikke inddrevet gæld til det offentlige. Systemet viste sig at være behæftet med alvorlige fejl og var blandt andet skyld i, at forældet gæld blev inddrevet.

Med i alt 575 udflyttede og nyoprettede stillinger uden for hovedstaden er skatteområdet et af de ministerområder, hvor udflytningen af 4.000 statslige arbejdspladser er størst.

- Men det betyder ikke, at indsatsen for at styrke yderområderne slutter her, fastslår skatteminister Karsten Lauritzen.

/ritzau/