Skat gav bonusser til topfolk for skandaleramt skattesystem

Syv topchefer i Skat modtog personlige bonusser for 550.000 kroner i 2013 for at sætte EFI, der skulle stå for al inddrivelse af danskernes skattegæld, i drift.

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, sikrede sig en bonus 100.000 kroner ud over den normale løn i 2013. Han og seks andre topchefer har fået bonus for i alt 550.000 i 2013. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Det viser en gennemgang af de såkaldte resultatlønkontrakter for Skats direktion, skriver Berlingske.

Samtlige skattedirektionens syv medlemmer havde således "implementering af EFI" indskrevet som ét blandt flere succeskriterier i deres personlige kontrakter for 2013.

EFI er det meget kritiserede it-system, der har medvirket til, at Skat har ophævet gæld fra tusindvis af danskere siden 2013 – som følge deraf er borgernes krav på at blive hørt, inden de blev tvunget til at afdrage gæld, systematisk blevet overtrådt.

En rapport anbefalede i sidste uge helt at droppe systemet.

Statsrevisor kritiserer bonus

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, sikrede sig en bonus 100.000 kroner ud over den normale løn i 2013.

To andre ansvarlige for EFI, direktør for it Jan Topp Rasmussen, og direktør for Inddrivelse Jens Sørensen, modtog henholdsvis 75.000 og 55.000 kroner i personlig bonus i 2013 ifølge Berlingske.

Fra Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF) møder udbetalingen af resultatløn kritik:

- Hvis en chef får bonus for at sætte noget i drift hurtigere, så er det fristende at presse på. Dermed kan bonussen være med til at tilskynde til uhensigtsmæssig adfærd, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er på vej med en kriseplan sidst i denne uge.

/ritzau/